KORA og SFI er fusioneret. Vores nye navn er
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Se mere på vive.dk

Fagbladsartikel

Efteruddannelse: Kan det betale sig?

En almen forestilling er, at voksen- og efteruddannelse kan være med til at forbedre ­arbejds­markedssituationen for borgere, der er ufaglærte, lavtuddannede eller ledige. Men rent faktisk er der ingen beviser på, at en øget uddannelsesindsats kan hjælpe dem – tværtimod. Frem for at øge tilskuddet bør man i stedet se på, hvordan effekten af indsatsen forbedres.
Udskriv Del på
Forfattere: Lars Skipper
Udgivet: Marts 2008

Efteruddannelse: Kan det betale sig?

I de sidste tre årtier har vi set udviklingen af globale arbejdsmarkeder for folk med særlige evner, uddannelser og kundskaber. Lønningerne til højtuddannede og specialiseret arbejdskraft er steget, mens lønningerne – globalt set – til ufaglærte og uudannet arbejdskraft er faldet relativt set. Uligheden mellem grupperne er herved blevet større. Internationalt ses uddannelsespolitikken som en væsentlig nøgle til at ændre på dette.

En farlig myte, som har motiveret velfærdsreformer og uddannelsespolitikken i mange lande, er, at det relativt let og billigt er muligt via uddannelsespolitikken at tilpasse den ufaglærte arbejdskraft til den moderne økonomi. I Danmark henvises der som bevis herfor igen og igen til succesen på det danske arbejdsmarked siden 1993. Succesen skyldes efter sigende voksen- og efteruddannelsessystemet og en aktiv arbejdsmarkedspolitik, som har medført, at ufaglærte, ledige og kontanthjælpsmodtagere er blevet opkvalificeret og gjort til en værdifuld arbejdskraft.

En god forretning for samfundet?

Politikere fra stort set alle partier og indflydelsesrige organisationer på arbejdsmarkedet er enige om, at det er nødvendigt med flere ressourcer til området. Dette er baseret på forestillingen om, at mere uddannelse vil forbedre ufaglærte, lavt uddannede og lediges situation væsentligt. Men rent faktisk har fortalerne overhovedet ikke vist, at yderligere uddannelse for disse grupper øger deres produktivitet.

Og omkostningerne ved den nuværende opkvalificerings- og omskolingspolitik i forhold til de udsatte grupper er enorm. Lad os tage et simpelt eksempel udarbejdet af Det Økonomiske Råd: En ledig sendes på et opkvalificeringskursus. Ud fra en samfundsøkonomisk betragtning er der fire størrelser, der her skal holdes for øje: Den første er den direkte løngevinst for deltageren.

Denne beløber sig i gennemsnit til i alt 12.500 kr., når vi ser på alle efterfølgende år. Dertil kommer sparede overførselsindkomster, fordi sandsynligheden for at blive ledig eller førtidspensioneret bliver mindre som følge af efteruddannelsen. Dette beløber sig til et par tusinde kr. Altså er der en gevinst på knap 15.000 kr. for det pågældende opkvalificeringskursus. Dette skal så sammenholdes med prisen for uddannelsesforløbet.

Et forløb koster i gennemsnit skatteyderne 90.000 kr. Oven i det kommer så støtte til kursisten, der er under uddannelse. I gennemsnit beløber dette sig til godt 7.000 kr. Nettoomkostningen har altså været over 80.000 kr. per kursist for skatteyderne. Det er således en underskudsforretning af meget store dimensioner.

Det er langt fra åbenlyst, at omfanget af de nuværende investeringer i efteruddannelse til lavt uddannede kan retfærdiggøres på andre måder end rent politiske. Omskolingen, som i stor stil er foregået i Danmark igennem de sidste femten år, har ikke medvirket til opsvinget. Gentagne evalueringer foretaget af Det Økonomiske Råd, eksperimenter gennemført såvel i Danmark som udlandet, samt andre landes erfaringer viser samstemmende, at det ikke kan betale sig at poste penge i uddannelse til svage grupper på arbejdsmarkedet. I de få studier, der dokumenterer positive effekter, er disse sjældent sammenholdt med prisen på disse effekter.

Hvad er alternativet?

Fraværende i den nuværende politiske diskussion på området for uddannelsespolitik er desuden betragtninger omkring behovet for prioriteringer. Hvordan bruger vi klogest de midler, vi har til rådighed? Såvel nationale som internationale undersøgelser underbygger følgende samfundsmæssige forskrift: Det er mest økonomisk rentabelt, hvis der investeres så tidligt som muligt i støtte til meget udsatte børn og unge for at forbedre elementær læring og socialisering (bl.a. dokumenteret af et stort amerikansk projekt – det såkaldte ”Perry Pre-School-studie”).

Pointen fra de mange studier er, at det er svært og dyrt at kompensere for 10-15 års svigt fra forældre og fejlslagen uddannelse i grundskolen og den øvrige del af det ordinære uddannelsessystem, når folk først er blevet 35. Der er jo en årsag til, at mange af disse mennesker i første omgang droppede ud af skolesystemet i en tidlig alder. Jo tidligere der sættes ind, jo billigere er det, og jo længere tid kan man ”høste” fordelene over.

Ovenstående betyder selvfølgelig ikke, at man så blot skal ignorere eller glemme personer, som udviklingen på den ene eller anden måde har overflødiggjort. De fleste vil argumentere for, at tilknytning til arbejdsmarkedet i sig selv har værdi. Disse udsatte grupper kan i stedet sikres beskæftigelse gennem fx løntilskud.

Type: Fagbladsartikel, AKF Nyt, 1
Vidensområder: Social, Arbejdsmarked og uddannelse, Børn og unge