KORA og SFI er fusioneret. Vores nye navn er
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Se mere på vive.dk

Fagbladsartikel

10 udfordringer for kommunerne de næste 4 år

Efter kommunalvalget i november står de nyvalgte kommunalpolitikere med et væld af opgaver, der skal løses. AKF’s forskere giver her et bud på nogle af de væsentligste udfordringer, som de nye byrådsmedlemmer skal i gang med.
Udskriv Del på
Forfattere: Karsten Vrangbæk, Dorte Caswell, Hans Hummelgaard, Chantal Pohl Nielsen, Torben Pilegaard Jensen, Eigil Boll Hansen, Inge Storgaard Bonfils, Mette Gørtz og Jill Mehlbye
Udgivet: September 2009

10 udfordringer for kommunerne de næste 4 år

#1 Stordriftsfordelene skal høstes

Et vigtigt tema i strukturreformen var muligheden for at høste stordriftsfordele ved at sammenlægge administrative funktioner og samordne skoler, plejeinstitutioner mv. Der er lavet mange af den slags ændringer i de sammenlagte kommuner og regioner, men det er vigtigt, at kommunerne fortsat fokuserer på at høste stordriftsfordele - også i den kommende valgperiode. For der har typisk været store omkostninger forbundet med selve reorganiseringen. Der skulle etableres nye fysiske rammer i fælles enheder, og rutiner og arbejdsgange skulle justeres. Vi ved fra private virksomhedsfusioner, at dette kan tage tid og koste både økonomiske og personalemæssige ressourcer. Desuden er det vigtigt at finde den rette balance mellem størrelse og nærhed, så sammenlægningerne ikke ender med at give stordriftsulemper i stedet for fordele. Større enheder øger behovet for koordination og styring, og det kan medføre større administrative omkostninger. Man risikerer også, at medarbejdere i større sammenlagte enheder føler sig mindre ansvarlige i forhold til de nye strukturer. Der er altså en række fortsatte udfordringer ved at håndtere sammenlagte enheder med den rette balance mellem decentral ansvarliggørelse og central styring.

Karsten Vrangbæk, forskningsleder


#2 De kommunale jobcentre skal finde balancen

Kommunerne har overtaget det fulde ansvar for jobcentrene, og det giver mulighed for en samordnet indsats, hvor man kan trække på et bredt udsnit af kompetencer i jobcentrene og i højere grad sætte fokus på de lediges behov. Men en kvalificeret indsats i jobcentrene kræver, at der findes en fornuftig balance mellem den sociale og den beskæftigelsesrettede indsats. Det er afgørende, ikke blot for jobcentrenes, men for hele beskæftigelsespolitikkens succes, at den enkelte ledige tilbydes den relevante service. Og her kommer sagsbehandlerne ind i billedet. Succes for jobcentrene og for beskæftigelsespolitikken fordrer anerkendelse af frontlinjearbejdernes rum til at arbejde. Et centralt spørgsmål er derfor, hvordan der skabes ”fælles fodslaw” mellem de forskellige medarbejdergrupper, som jobcentrene rummer, både i forhold til forståelse af borgerne, i forhold til kendskab til redskaber og i forhold til samarbejde. Aktuel forskning har vist, at strukturreformen fra 2007 ikke har levet op til forventningerne om ”én indgang”. Der er stadig omfattende udfordringer, når man kommer på den anden side af døren og skal samarbejde, kommunikere og opnå fælles forståelse og indsats overfor borgerne.

Dorte Caswell, seniorforsker


#3 Folkeskolen skal styrke de svageste elever

En af de største udfordringer på folkeskoleområdet er at få hævet især de ressourcesvage elevers faglige færdigheder, så vi kan nå regeringens mål om, at 95 % af en ungdomsårgang skal have en ungdomsuddannelse i 2015. I dag får kun cirka 80 % en ungdomsuddannelse, så der er et stykke vej endnu.
Rigtig mange starter på en ungdomsuddannelse, men mange falder fra, ofte på grund af dårlige skolekundskaber. Op mod 1/5 af danske unge har så dårlige læsefærdigheder, at de har svært ved at gennemføre en ungdomsuddannelse. Blandt indvandrere er det næsten halvdelen, der har så svære læseproblemer. Hvis ikke kommunerne løser problemet med de svage elevers dårlige skolekundskaber, vil de få flere og flere borgere uden fast plads på arbejdsmarkedet. Og det vil kræve mange ressourcer på kommunernes jobcentre at få dem i job.
Der er brug for mere undervisningsdifferentiering, både i forhold til at udfordre de stærke elever og tilgodese de svage elever. En mere praktisk tilgang til læring, mindre klasser, mindre polariserede skoler, effektivisering af specialundervisningen er tiltag, der vil kunne øge elevernes kunnen.

Hans Hummelgaard, vicedirektør

 

#4 Spild at iranske ingeniører kører taxa

Kommunernes fornemste integrationsudfordring er at få flere i arbejde. I 2008 var kun 56 % af de ikke-vestlige indvandrere i beskæftigelse, mens 79 % af alle med dansk baggrund var i job. Men der er en dimension mere i beskæftigelsesindsatsen, som er vigtig: at sikre et godt match imellem den enkelte indvandrers kvalifikationer og det job, han eller hun skal bestride. Målet er, at indvandrere får job, der svarer til deres uddannelsesniveau, så akademikere ikke lever af at køre taxa eller gøre rent. Det er vigtigt, fordi samfundskagen ganske enkelt vil blive større, hvis alle indvandreres kvalifikationer bliver udnyttet optimalt. Et godt match vil betyde, at den enkelte indvandrer får vedligeholdt og videreudviklet sine kompetencer – og bliver mere tilfreds med jobbet og lønnen.
Problemet er størst for personer med udenlandsk uddannelse og erhvervserfaring. Derfor skal kommunerne sikre, at disse indvandrere får deres kvalifikationer vurderet. Det vil både hjælpe indvandrerne i jobsøgningsprocessen og de jobkonsulenter, som skal vejlede dem fx om behov for målrettet efteruddannelse og danskundervisning.

Chantal Pohl Nielsen, seniorforsker

 

#5 De unge skal vælge at blive sygeplejersker og lærere

Finanskrise eller ej – der er stabil og stigende efterspørgsel på uddannet arbejdskraft inden for den offentlige sektor. Befolkningen bliver stadig ældre og arbejdsstyrken mindre, så der vil være et stort behov for at øge udbuddet af arbejdskraft uddannet inden for velfærdsuddannelser som fx sygeplejersker, fysioterapeuter, ergoterapeuter, radiografer og bioanalytikere. Andre velfærdsuddannede, såsom lærere, pædagoger og socialrådgivere, bliver der også mangel på, fordi der er for få nyuddannede til at dække hullet efter de mange, der går på pension i disse faggrupper. Det vil derfor være nødvendigt at gøre uddannelserne og jobbene mere attraktive.
Kommunerne kan fx bidrage med flere uddannelsespladser og udvikle de offentlige arbejdspladser ledelsesmæssigt og organisatorisk, så de ansatte får et forbedret arbejdsmiljø. Det vil være med til at motivere flere til at søge – og færdiggøre - en uddannelse, der retter sig mod den offentlige sektor. Ellers risikerer vi at ende med et ineffektivt offentligt velfærdssystem, som mangler uddannet arbejdskraft til at betjene borgerne.

Torben Pilegaard Jensen, forskningsleder

 

#6 Skal de pårørende overtage ældreplejen?

De fleste af landets kommuner vil opleve et stigende antal ældre i de kommende år. Særligt vil der blive mange flere, som er over 80 år. Det vil føre til flere borgere med et plejebehov. Udfordringen for kommunerne er at fastlægge en strategi, som kan dæmpe de økonomiske konsekvenser for kommunerne af denne udvikling. Der er flere mulige løsninger, som rejser en række spørgsmål: Kan man forsvare at sænke kvalitetsstandarden for praktisk bistand, personlig pleje og omsorg? Eller kan man effektivisere pleje- og omsorgsydelserne ved hjælp af ny teknologi og omorganisering af opgaverne? Kan kommunen vælge at satse på forebyggende tiltag, så flest mulige ældre forbliver raske og selvhjulpne? Eller kan kommunen lægge en større del af pleje- og omsorgsopgaven over til pårørende og frivillige?
Vi ved, at ældre ikke ønsker at være til besvær for deres børn, og de fleste forventer at kunne få offentlig hjælp. Men er der alligevel mulighed for at øge de pårørendes engagement, og er det overhovedet en opgave for frivillige organisationer at påtage sig plejeopgaver? Alle disse spørgsmål skal kommunerne søge at finde svar på i de kommende år.

Eigil Boll Hansen, docent

 

#7 Udnyt fagligheden på handicapområdet

Efter reformen har kommunerne overtaget det fulde ansvar for handicapområdet, og det giver kommunerne en enestående chance for at skabe bedre sammenhæng i indsatsen for borgere med handicap. Kommunerne befinder sig fortsat i en omstillingsproces, hvor organisering og visitationspraksis udvikles, og hvor de kommunale sagsbehandlere har behov for at udvikle deres faglighed. Borgere med handicap forventer at møde en sagsbehandler, som har viden om de indsatser, der kan tilbydes dem. Borgere, hvis sag involverer flere forvaltninger, efterlyser, at der sker en koordination fra kommunens side, så de ikke selv ”skal løbe rundt i systemet”. Kommunerne må derfor udvikle deres organisation, så de kan håndtere disse udfordringer. Det kan ske ved at udnytte de fagligheder, der allerede er til stede i de specialiserede tilbud og inddrage specialiseret rådgivning fra VISO, den nationale videns - og specialrådgivningsorganisation. Der kan også arbejdes med forskellige modeller for koordineret sagsbehandling.

Inge Storgaard Bonfils, forsker

 

#8 Depressioner, demens og ulighed i sundhed

Kommunerne overtog med kommunalreformen en stor del af sundhedsopgaverne fra amterne, især på forebyggelsesområdet. Det stiller kommunerne over for en række vigtige udfordringer. De skal først og fremmest mindske uligheden i sundhed. Hvordan målrettes forebyggelse til de svageste, hvor vi kan forvente mest samfundsmæssig og sundhedsmæssig gevinst? Desuden skal kommunerne forsøge at gøre noget ved det stigende antal depressioner. WHO har beregnet, at op mod 20% af befolkningerne i den vestlige verden vil rammes af en depression i løbet af deres liv. Depressioner og andre psykiske lidelser fylder meget ved bevilling af førtidspension og i langvarige kontanthjælpssager og sygedagpengesager. Ligeledes er demens et stigende problem, som kommunerne må forvente at bruge mange ressourcer på fremover. Nyere analyser peger nemlig på, at langt flere end tidligere antaget lider af demens. Endelig skal kommunerne i gang med at integrere sundhedspolitik og sundhedshensyn i mange forskellige dele af de kommunale forvaltninger, fx på ældreområdet, beskæftigelsesområdet, det sociale område, undervisningsområdet, miljøområdet og i byplanlægningen.

Mette Gørtz, programleder

 

#9 Børnehaven skal gøre børnene skoleparate

Mere end 90 procent af børn mellem 3 og 6 år bliver passet i et kommunalt dagtilbud. De kommunale daginstitutioner har en enestående mulighed for at bidrage til at stimulere børns udvikling så tidligt som muligt. For de svageste børn er en tidlig indsats helt afgørende for børnenes intellektuelle og sociale udvikling. Og for alle danske børn generelt er det vigtigt at blive stimuleret og modnet, så de kan få et godt og udbytterigt skoleliv. Kommunerne har taget et første skridt med de pædagogiske læreplaner for daginstitutionerne, men spørgsmålet er, om de kan gøre endnu mere for at udvikle det læringsmæssige indhold i førskole-tilbuddene. Rekruttering og fastholdelse af medarbejdere på daginstitutionsområdet er en anden væsentlig udfordring for kommunerne. Og sygefraværet er højt blandt pædagoger. Så kommunerne bør fortsætte arbejdet med at udvikle arbejdsmiljø, ledelse og faglig kvalitet, så daginstitutionerne bliver mere attraktive arbejdspladser. Det kan også øge de unges interesse for at søge ind på pædagogseminarierne.

Mette Gørtz, programleder

 

#10 Tidligere indsats overfor udsatte børn

Udgifterne til døgnanbringelse af børn og unge stiger voldsomt i disse år, og børnene anbringes generelt ret sent, i 15-17-års alderen, hvor deres problemer ofte har vokset sig store for længst. Desuden har vi ingen dokumenteret viden om, at døgnanbringelser reelt har en effekt. Derfor bør kommunerne satse endnu mere på den tidligt forebyggende indsats, så mange af de senere døgnanbringelser helt kan undgås. Dette er dog ikke uden problemer. Det kræver, at de professionelle bliver mere opmærksomme på tegn på problemer hos et barn og handler på det. Det kræver også, at kommunerne får det tværfaglige samarbejde til at fungere bedre, både når det gælder opsporingen af de udsatte børn og i selve indsatsen bagefter. De tværfaglige distriktsgrupper, som er nedsat i hele landet efter Serviceloven, fungerer ikke tilfredsstillende alle steder. For at fungere godt skal indsatsen være helhedsorienteret og have fokus på hele barnets liv. Den allerstørste udfordring her er at få samarbejdet mellem kommunens familieafdeling og skole og dagtilbud til at fungere. Endelig skal kommunerne dokumentere, hvilke typer af forebyggende indsatser, der virker. På den måde får børnene den bedste hjælp for pengene.

Jill Mehlbye, programleder

Type: Fagbladsartikel, AKF Nyt, 3
Vidensområder: Arbejdsmarked og uddannelse, Børn og unge, Social, Sundhed, Økonomi og administration