KORA og SFI er fusioneret. Vores nye navn er
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Se mere på vive.dk

Fagbladsartikel

Store kommuner – meget arbejde

Kommunalpolitikere bruger mere tid end nogensinde før på det politiske arbejde. Med kommunalreformen blev kommunerne større, og det har øget arbejdsmængden og sat lægmandsmodellen under pres.
Udskriv Del på
Forfattere: Lene Holm Pedersen, Ulf Hjelmar og Jens Olav Dahlgaard
Udgivet: September 2009

Store kommuner – meget arbejde

Udvalgsmøder, rapporter og borgere, der skal have svar på deres spørgsmål. Den typiske lokalpolitiker bruger, hvad der svarer til en halv fuldtidsstilling på det politiske arbejde. Hver uge. Især i store kommuner er politikernes arbejdspres stort. I løbet af sommeren har der været fokus på kommunalpolitikernes arbejdsvilkår, og man har diskuteret, om der skal ske ændringer i de vederlag, kommunalpolitikerne modtager.

AKF’s landsdækkende undersøgelse af lokalpolitikeres rolle efter strukturreformen viser, at det lokalpolitiske arbejde er blevet mere krævende efter strukturreformen, og at det bringer lægmandsmodellen under pres.

Tidsforbruget er højt

Den typiske kommunalpolitiker bruger 15-19 timer om ugen, hvilket cirka svarer til en halv fuldtidsstilling. Det vil sige, at mere end halvdelen af politikerne i undersøgelsen har dette tidsforbrug eller et, der er højere. De fuldtidsansatte politikere, dvs. borgmestre og rådmænd i de store kommuner, har naturligvis alle et timeforbrug, der ligger over dette. Men hvis vi ser bort fra dem, er det stadig over halvdelen af resten, der bruger 15-19 timer eller mere.

Tidsforbruget er øget

Når man sammenligner med tidligere undersøgelser af kommunalpolitikeres tidsforbrug, står det klart, at tidsforbruget er øget. Tidligere undersøgelser viser at mere end halvdelen af politikerne havde et ugentligt timeforbrug på 12-15 timer i 1995, mens det tilsvarende tal var 10-12 timer i en undersøgelse foretaget imellem 1970 og 1974. Det tidsforbrug, som 50 % eller flere af politikerne bruger, er dermed højere i 2009 end i alle de tidligere undersøgelser. Det næste spørgsmål, der rejser sig, er ’hvorfor?’

Der er ikke tale om et overgangsfænomen

Kommunalreformen medførte et øget arbejdspres, fordi det tager tid at gennemføre reformer af den karakter. I dag – godt to år efter reformen – er det umiddelbare arbejdspres i forbindelse med kommunesammenlægningerne imidlertid overstået, og tidsforbruget synes at have fundet sit naturlige niveau.

Der er i hvert fald ikke forskel i tidsforbruget mellem sammenlægnings- og fortsætterkommuner, når der kontrolleres for kommunens indbyggertal. I forbindelse med reformen fik kommunerne overført nye opgaveområder og desuden blev der flere borgere pr. politiker. Det er nogle af årsagerne til, at tidsforbruget er steget for kommunalpolitikerne.

Stor kommune, stor arbejdsmængde

Kommunens størrelse har en afgørende betydning for, hvor tidskrævende det lokalpolitiske arbejde er. Der er en klar tendens til, at arbejdsmængden stiger med kommunestørrelsen. I og med at 271 kommuner er blevet til 98 sidder den gennemsnitlige kommunalpolitiker i dag i en større kommune end tidligere. Det betyder, at reformen har øget arbejdsmængden for den gennemsnitlige kommunalpolitiker, alene fordi kommunerne er blevet større. Dertil kommer en mulig effekt som følge af øget politisk ansvar.

Hvem bruger meget tid?

AKF’s undersøgelse viser, at det især er udvalgsformænd eller gruppeformænd, der har et højt ugentligt tidsforbrug. Hvor en udvalgsformand i gennemsnit bruger 21 timer om ugen, bruger et almindeligt medlem 15 timer om ugen. I undersøgelsen ser vi på, hvem det er, der bruger 20 timer eller flere, når man ser bort fra fuldtidspolitikere.

Årsagen er, at der kan drages tvivl om rimeligheden i at betragte det som et fritidserhverv, hvis man arbejder så mange timer. En titel som gruppeformand eller formand for et stående udvalg øger sandsynligheden for at arbejde mange timer. Særligt udvalgsformandsposten har en stærk effekt. Figuren nedenfor viser både effekten af kommunens indbyggertal og af det at være udvalgsformand.

Er det et fritidsjob?

Hvis man ser på de kommuner, der har et indbyggertal på mindst 80.000, er det tydeligt, at udvalgsformændene bruger rigtig meget tid. Mere end 80 % af dem har et tidsforbrug på mindst 20 timer. Og mere end 40 % af de almindelige medlemmer har samme høje tidsforbrug. I den kommunale verden diskuteres det, om det øgede tidsforbrug bør udløse et større honorar til politikerne, og hvordan det eventuelt skal fordeles mellem menige medlemmer og udvalgsformænd.

Man kan imidlertid også spørge sig selv, om et så højt tidsforbrug overhovedet er foreneligt med en lægmandsmodel, hvor det at være kommunalpolitisk aktiv er en fritidsbeskæftigelse. Det kræver en bestemt type arbejds- og privatliv, hvis politikerne skal kunne få det til at gå op, når de skal bruge 20 timer af deres fritid hver uge på kommunalpolitik. Det problem ændrer man ikke grundlæggende ved at give politikerne mere i honorar.

Lægmandsmodellen under pres

Der er to andre veje, som er farbare. For det første kan man simpelthen begrænse politikernes tidsforbrug til et niveau, der er muligt inden for lægmandsmodellen. Her er der tale om en ’Work smarter not harder’ model. Den anden vej er at begynde at diskutere, om der er behov for flere fuldtidspolitikere?

Tanken om fuldtidspolitikere strider imidlertid mod idealet i lægmandsmodellen i kommunerne. Her er det ud fra et demokratisk hensyn ønskværdigt, at almindelige mennesker deltager i de politiske processer, og at politikerne ikke bliver en enklave for sig.

På den anden side er det, set i lyset af det øgede antal borgere og institutioner i de større kommuner, også ønskeligt, at politikerne har tid nok til at sætte sig ind i sagerne. Disse modsatrettede hensyn kunne måske tilgodeses ved at tilrettelægge arbejdet, så almindelige medlemmer kunne gøre det med et overkommeligt tidsforbrug, mens udvalgsformændene i højere grad fik fuldtidsjob.

Type: Fagbladsartikel, AKF Nyt, 3
Vidensområde: Økonomi og administration