KORA og SFI er fusioneret. Vores nye navn er
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Se mere på vive.dk

Fagbladsartikel

Udsatte ledige er klemt i beskæftigelsessystemet

Sagsbehandleren på jobcentret skal fokusere på de lediges ressourcer – ikke på deres problemer. Det kan give vanskeligheder i mødet med de mest udsatte kontanthjælpsmodtagere, viser AKF’s forskning.
Udskriv Del på
Forfattere: Dorte Caswell og Anna May Markussen
Udgivet: Marts 2011

Udsatte ledige er klemt i beskæftigelsessystemet

Arbejdsmarkedspolitikken har i de senere år været præget af et fokus på lediges ressourcer frem for barrierer. Hyppig aktivering, ”hurtigt i arbejde” og ”ny chance til alle” har stået centralt i håndteringen af de arbejdsløse. Det beskæftigelsesrettede perspektiv gælder ikke alene de ressourcestærke ledige. Det gælder også de kontanthjælpsmodtagere, der har sociale og helbredsmæssige problemer, der rækker ud over deres arbejdsløshed. Og dem er der mange af. 70% af alle kontanthjælpsmodtagere tilhører disse ressourcesvage grupper, som for eksempel har misbrugsproblemer, alvorlige psykiske lidelser eller fysiske sygdomme.

Dette ressourcefokus kan vække modstand hos de kontanthjælpsmodtagere, der befinder sig langt fra arbejdsmarkedet, og det kan give anledning til dilemmaer i sagsbehandlingen: Sagsbehandleren skal på den ene side fokusere på den enkeltes ressourcer og beskæftigelsesmuligheder, og på den anden side inddrage den lediges eget perspektiv. Det vil sige, at sagsbehandleren skal tage de sociale og helbredsmæssige problemer alvorligt. AKF’s forskning i kommunal beskæftigelsespraksis igennem de senere år viser, at den balance på mange måder er paradoksal og komplicerer samarbejdet mellem sagsbehandleren og borgeren.

 

Afklaring – af hvad?

AKF’s analyser rummer forskellige eksempler på dilemmafyldte møder i de kommunale jobcentre. Ovenfor er der et eksempel på en samtale, som forskerne har overværet i et jobcenter.

Borgeren i dette eksempel har modtaget kontanthjælp i en årrække. Han har netop fået en bolig efter at have været hjemløs i en periode, og han er tidligere misbruger. Han har ondt i nakken og er blevet udredt af en læge, der har påvist slidforandringer i nakken. Borgeren stiller sig kritisk over for de krav sagsbehandleren stiller om behov for afklaring. Han stiller sig uforstående over for nødvendigheden af at ”komme et sted hen, hvor der kan laves beskrivelser”. Dels fordi han selv mener, at han beskriver situationen over for sagsbehandleren, og dels fordi han allerede tidligere er ”blevet beskrevet”.

Hvis denne borger skal have førtidspension, er det sagsbehandlerens opgave først at sikre, at der ikke er andre muligheder. Det skal udelukkes, at borgeren vil kunne forsørge sig selv – også på langt sigt. Og det skal dokumenteres, at denne afklaringsproces har fundet sted. Førtidspensionen vil give borgeren fred i forhold til systemets krav om afklaring og aktivering. Men det sker vel at mærke først, når førtidspensionen er bevilget. Processen frem til, at der kan ansøges om førtidspension, har til formål at sikre, at alle muligheder er afprøvede, og borgeren reelt ikke har nogen arbejdsevne tilbage.

Mange psykisk syge og misbrugere

Mindst to tredjedele af alle kontanthjælpsmodtagerne har, som borgeren i eksemplet, problemer ud over ledighed. Der er således tale om cirka 70.000 ud af de 100.000 kontanthjælpsmodtagere, der er i alt i Danmark. Denne store gruppe kontanthjælpsmodtagere har alvorlige helbredsproblemer, misbrug, psykiske problemer, gæld, problemer med bolig og sociale relationer. Hertil kommer, at mange har været i det offentlige forsørgelsessystem i mange år og derfor ikke har ret meget aktuel erhvervserfaring. Ikke desto mindre skal sagsbehandlerne i mødet med disse borgere vægte en strategi om hyppig aktivering og fokusere på deres ressourcer frem for at fokusere på deres barrierer i forhold til arbejdsmarkedet.

Det har medført et paradoks: Aktivering af ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere er steget i de seneste år, men aktiveringen har ikke haft en positiv beskæftigelseseffekt. Det drejer sig her vel at mærke om personer, der er blevet aktiveret i 2006 og 2007 – altså inden den økonomiske krise indtraf. En oplagt forklaring på, hvorfor aktiveringen ikke har virket selv i en økonomisk gunstig periode, er, at denne gruppe ledige har så store sociale og helbredsmæssige problemer, at der ikke er rum til dem på arbejdsmarkedet.

Systemet er svært at forstå

Nogle borgere har endog meget svært ved at forstå de krav, de stilles overfor, når de mødes med medarbejderne i de kommunale jobcentre. De oplever ikke altid, at der er lydhørhed over for deres problemer, og de stritter imod det beskæftigelsesperspektiv, som sagsbehandlerne ifølge loven skal anlægge. Det giver til tider et dilemmafyldt møde mellem sagsbehandler og borger.

AKF’s analyser af disse dilemmafyldte møder viser, at det kan være svært for nogle kontanthjælpsmodtagere at forstå, at deres arbejdsevne udgør et helt centralt tema i mødet med jobcenteret, fordi de selv oplever, at deres arbejdsevne er forsvindende lille. Samtidig er det en betingelse for at modtage kontanthjælpen, at borgeren medvirker til at afklare både deres ressourcer og problemer i forhold til at kunne klare sig selv på arbejdsmarkedet. Hvis borgerne afviser at leve op til de krav, de møder i jobcenteret, kan det betyde, at de mister deres kontanthjælp eller møder andre former for sanktioner.

Det politiske system kan se det som et rimeligt krav, der minimerer risici for fejl og vilkårlighed i sagsbehandlingen. Men borgerne kan opleve de mange aktiverings- og afklaringsforløb som unødvendige nederlag og have svært ved at forstå det gentagne krav om dokumentation. Og sagsbehandlerne er i disse sager stillet i det paradoks, at de ved at fokusere på den lediges ressourcer faktisk skal dokumentere alle den lediges mangler. Og denne proces forudsætter et samarbejde – om end dilemmafyldt – mellem borger og sagsbehandler.

Skræddersyethed – vejen frem

På baggrund af analyserne af de dilemmafyldte møder mellem sagsbehandler og ledig samt de nedslående erfaringer med de senere års hyppige aktiveringsindsats kan vi stille spørgsmålet: Nytter den aktuelle indsats overhovedet? Her viser AKF´s forskning heldigvis, at der er succeshistorier. Der er historier om, at ledige er bragt tættere på arbejdsmarkedet, selv om de var i risiko for at ende på en førtidspension.

Succeshistorierne handler ofte om skræddersyethed. Om tæt kommunikation og tillid mellem borgeren og sagsbehandleren. Om professionelt blik for, hvornår og i hvilken situation en helt bestemt indsats kan bidrage positivt. Og ikke mindst om, at den arbejdsløse selv har en rolle at spille i forhold til at definere, hvad der skal til for, at netop han kan træde et skridt nærmere arbejdsmarkedet.

For at skabe sådan nogle skræddersyede forløb, er det nødvendigt, at man støtter borgeren med de sociale og sundhedsmæssige tiltag, som skal til, for at han har en chance for at komme ind på arbejdsmarkedet. Det kan fx være, at man sørger for, at han bliver behandlet for en psykisk lidelse, kommer i misbrugsbehandling eller får hjælp til at finde et ordentligt sted at bo. Dette kræver, at myndighederne formår at samarbejde, og at sagsbehandlerne har den tilstrækkelige tid og viden til rådighed. Og ikke mindst kræver det, at der rent faktisk er rum på arbejdsmarkedet til disse mennesker.

Type: Fagbladsartikel, AKF Nyt, 2
Vidensområder: Arbejdsmarked og uddannelse, Social