KORA og SFI er fusioneret. Vores nye navn er
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Se mere på vive.dk

Fagbladsartikel

Analyse: Kommuner satser på tidlig hjælp til udsatte børn

Kommunerne er godt i gang med at udvikle den forebyggende indsats over for socialt udsatte børn, men det kan gøres endnu bedre. Især kan samarbejdet mellem de kommunale familieafdelinger og dagtilbuddene blive bedre. Og mange kommuner forsømmer at måle, hvilke tiltag der virker bedst.
Udskriv Del på
Forfattere: Jill Mehlbye
Udgivet: Maj 2009

Analyse: Kommuner satser på tidlig hjælp til udsatte børn

Kommunerne er i stigende grad opmærksomme på det forebyggende arbejde over for socialt udsatte børn og unge. Det betyder en nyudvikling af indsatsen over for de udsatte børn, hvor især dagtilbuddene spiller en særlig rolle, som dem, der møder børnene tidligt i deres liv.

Hvordan kommunerne konkret arbejder med den forebyggende indsats har Anvendt KommunalForskning (AKF), Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU), Aarhus Universitet, NIRAS konsulenterne og UdviklingsForum undersøgt for Social? og Indenrigsministeriet. Inklusion frem for eksklusion Kommunerne er meget opmærksomme på at arbejde med inklusion.

Det vil sige, at man gør et aktivt arbejde for at rumme børn med vanskeligheder, og at opmærksomheden rettes mod de socialt udsatte børns ressourcer frem for deres svagheder og vanskeligheder. For at understøtte denne udvikling er der i kommunerne sat en række efteruddannelsesaktiviteter i gang med henblik på, at der i dagtilbuddene arbejdes med en inkluderende pædagogik. Barnet skal støttes i dets nære omgivelser frem for at fjerne barnet fra dets nære miljø.

De forebyggende indsatser i dagtilbuddene er således både rettet mod børnegruppen som helhed og mod de udsatte børns forældre. Det er nyt i forhold til den traditionelle indsats, som kun er rettet mod det enkelte barn, fx i form af en støttepædagogordning. Nye typer af indsatser Når der er et barn med vanskeligheder i en daginstitution, vælger en del kommuner at tildele ekstra ressourcer til den samlede børnegruppe i institutionen frem for til det enkelte barn. Det kan ske ved en opnormering eller ved at tildele ekstra personaleressourcer, som institutionen selv har råderet over.

Det kan også ske ved at benytte særlig uddannede pædagoger, som har til opgave at supervisere personalet i institutionen. Disse pædagoger har mange forskellige navne, såsom ressourcepædagoger, flyvende pædagoger og udrykningsteam. Kommunerne iværksætter desuden mange forskellige indsatser over for de socialt udsatte børns forældre for at støtte dem i deres forældrerolle. Nogle kommuner har fx oprettet telefonrådgivninger til forældrene eller familieinstitutioner, hvor forældrene kan modtage udvidet forældrerådgivning.

Andre kommuner har lavet forældre-praktikforløb i dagtilbuddene eller dannet forældrenetværk med henblik på gensidig støtte forældrene imellem. Behov for øget ressourcestyring Denne udvikling er i vid udstrækning båret frem af statslige puljemidler. Halvdelen af landets kommuner modtager således statslige puljemidler til nyudvikling af området.

Spørgsmålet er, hvad der sker, når disse midler falder væk. Den hyppigst anvendte foranstaltning i kommunerne er fortsat den traditionelle støttepædagogordning, hvor ressourcer tildeles det enkelte barn. Hvis kommunernes egne budgetterede midler skal omfordeles og bruges på en anden måde, hvor støtten ikke udelukkende tildeles det enkelte barn, kræver det, at kommunen har overblik over, hvor mange børn der har brug for hjælp, og hvor mange midler der er til rådighed. Undersøgelsen viser imidlertid, at det sjældent er tilfældet.

De fleste kommuner kan ikke give et samlet bud på, hvor mange egne økonomiske midler, der anvendes på området. De kan heller ikke give præcise tal på omfanget af børn, der modtager en eller anden form for støtte. Samarbejdet kan blive bedre En anden svaghed er koordinationen af indsatsen. I samarbejdet om den enkelte sag har dagtilbuddene især et tæt samarbejde med PPR (Pædagogisk-Psykologisk Rådgivning), som yder konsulentbistand i forhold til de socialt udsatte børn.

Men der er ikke det samme nære samarbejde med kommunernes familieafdelinger. I otte ud af ti kommuner foreligger der, ifølge kommunen, en grundig beskrivelse af barnet fra både PPR og dagtilbuddet, når enten PPR eller dagtilbudsafdelingen iværksætter en indsats. Derimod angiver kun tre ud af ti kommuner, at der foreligger en grundig beskrivelse af barnets forhold fra familieafdelingens side, når der iværksættes en indsats i dagtilbuddet.

Det samme billede ses fra familieafdelingernes side. Kun i tre ud af ti kommuner oplyser lederne af familieafdelingerne, at der foreligger en grundig beskrivelse af barnet fra barnets dagtilbud eller fra PPR, når der skal iværksættes en foranstaltning over for barnets og dets familie, jf. servicelovens § 52. Hvad angår koordination af indsatsen med andre indsatser, er det ligeledes kun tre-fire ud af ti kommuner, der udarbejder en fælles handleplan for det socialt udsatte barn sammen med de andre professionelle omkring familien, før en indsats iværksættes.

Dette billede bryder således målet om en koordineret, helhedsorienteret indsats, hvor der både ses på barnets situation og den dagligdag, barnet lever i, dvs. familien og institutionen. Vi måler ikke effekten af vore indsatser Det allersvageste led i det forebyggende arbejde med udsatte børn er manglen på effektmålinger i kommunerne.

I den samlede børnepolitik og planlægningen af fremtidige strategier på børne- og ungeområdet er det afgørende, at man måler, om indsatserne har en effekt, og om indsatserne dermed opfylder de forventede mål. Der er kun tegn på en begyndende systematisk effektmåling af de enkelte indsatser i kommunerne. Og det er typisk de helt konkrete tiltag på daginstitutionsniveau, man forsømmer at måle effekten af.

De overordnede mål på alle niveauer er overensstemmende, idet alle taler om inklusion eller rummelighed, tidlig og forebyggende indsats samt tværfaglig indsats. Men målene er ikke blevet konkretiseret. I dagtilbuddene er målene for det pædagogiske arbejde med socialt udsatte børn i praksis derfor så brede, at det kan være vanskeligt for pædagogerne at vurdere, om der er opnået resultater af deres konkrete indsats. Politiske mål skal omsættes til praksis

De brede og ukonkrete politiske overordnede mål om tidlig indsats, inklusion, rummelighed, forebyggelse, tværfaglighed er svære at realisere i det praktiske arbejde med børnene, hvis de ikke gøres konkrete. I dag er det oftest op til dagtilbuddene selv at implementere de politiske mål i praksis, uden at de altid får hjælp til at ?oversætte? de politiske mål.

Der tales i kommunerne meget om den forebyggende indsats, men meget tyder på, at man ofte glemmer at støtte pædagogerne i, hvordan de skal udøve den forebyggende indsats i praksis. Kommunerne bør derfor udarbejde en implementeringsplan for, hvordan de politiske mål skal realiseres. En plan, hvor målene gøres til styrbare mål for dagtilbuddene, og hvor dagtilbuddene klart får defineret deres rolle.

Det er ikke gjort med kvalitetsstandarder og beskrivelse af arbejdsgange. Samtidig med formuleringen af styrbare mål bør evalueringskulturen i dagtilbuddene styrkes. Det kunne fx ske ved, at kommunerne uddanner nogle særlige evalueringsvejledere, som støtter dagtilbuddene i at udvikle en mere systematisk evaluerings¬kultur - ligesom det ses på skoleområdet. For der er stort behov for at opnå en mere systematisk viden om effekten af den tidlige indsats i dagtilbuddene. Det ved vi kun lidt om i dag.

Type: Fagbladsartikel, Danske Kommuner, 18
Vidensområder: Børn og unge, Social