KORA og SFI er fusioneret. Vores nye navn er
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Se mere på vive.dk

Fagbladsartikel

Udgiftsbehovet til udsatte børn falder i de kommende år

Færre teenagere og flere småbørn betyder, at presset på kommunernes udgifter til udsatte børn og unge vil falde i de kommende år.
Udskriv Del på
Forfattere: Kurt Houlberg og Eskil Heinesen
Udgivet: September 2011

Udgiftsbehovet til udsatte børn falder i de kommende år

Halvdelen af de senere års store vækst i de kommunale udgifter til udsatte børn og unge har en naturlig, demografisk forklaring. Unge på 13-17 år er meget dyrere end børn på 0-7 år, når det gælder udgifter til anbringelser uden for hjemmet og forebyggende foranstaltninger. Ergo betyder flere unge og færre førskolebørn, at kommunernes udgifter til udsatte børn og unge stiger. I de sidste ti år har der netop været vækst i antallet af unge i Danmark, mens der har været fald i antallet af førskolebørn. Og den ændrede aldersfordeling blandt børn og unge er en væsentlig årsag til den eksplosion i de kommunale udgifter til udsatte børn, vi har været vidne til i de senere år. I løbet af de sidste ti år er det samlede udgiftsbehov steget med 10 % alene på grund af den ændrede aldersfordeling.

En overset forklaring

Udgifterne til udsatte børn og unge har som bekendt været stigende gennem mange år, og i økonomiaftalerne mellem regeringen og KL har der gennem længere tid været fokus på at bremse den vækst. Men hidtil har der ikke været megen opmærksomhed på betydningen af en ændret aldersfordeling blandt de børn og unge, der er målgruppen for indsatsen. AKF's analyse dokumenterer, at ændringer i alderssammensætningen blandt de 0-21-årige er med til at forklare de stærkt voksende udgifter til udsatte børn og unge i de sidste ti år i Danmark. Alderssammensætningen kan dermed også være med til at forklare, hvorfor det har været så vanskeligt for kommunerne at styre udgifterne på området efter kommunalreformen.

Dyre teenagere

Baggrunden for analysen er en statistisk model, som AKF har udviklet. På basis af demografiske, sociale og helbredsmæssige data om københavnske børn og deres forældre kan modellen identificere, hvilke faktorer der har betydning for udgifter til udsatte børn og unge. Modellen viser, at barnets alder har stor betydning. Udgifterne til anbringelser og forebyggende foranstaltninger er betydeligt større for en 13-17-årig end for en 0-7-årig eller en 18-21-årig. For eksempel er udgiften til anbringelser og forebyggende foranstaltninger i gennemsnit 22.000 kr. pr. 16-årig, mens udgiften er 3.000 kr. pr. 5-årig og under 1.000 kr. pr. 20-årig.

Stærkt stigende udgiftsbehov

AKF's analyse af tallene viser, at udgiftsbehovene pr. 0-21-årig fra 2000-2010 er steget med 10% alene som følge af en ændret aldersfordeling. For eksempel er der kommet 30% flere 14-16-årige, mens antallet af 0-2-årige er faldet med 3%. Samtidig med at aldersfordelingen har ændret sig, så er det samlede antal 0-21-årige også steget. I løbet af de sidste ti år er det samlede udgiftsbehov således steget med i alt 17 % - alene som følge af ændringer i demografien. Det svarer til op mod halvdelen af de kraftige stigninger i udgifterne til udsatte børn og unge, som kommunerne har oplevet de seneste ti år.

København er atypisk

Analysens resultater er altså ret klare. For god ordens skyld skal nævnes, at beregningerne i analysen udelukkende er baseret på udgiftsdata for Københavns Kommune, fordi tilsvarende data ikke er tilgængelige for andre kommuner. Dermed bygger beregningerne på en antagelse om, at andre kommuner ligner København, når det gælder aldersfordelingens betydning for udgifter til anbringelser og forebyggende foranstaltninger. Og det er ikke nødvendigvis helt korrekt. Disse forbehold gør, at effekterne måske er knap så store i resten af landet som i København, men alligevel er tendensen klar: de demografiske forskydninger påvirker i høj grad kommunernes udgifter til udsatte børn og unge. Analysen fra AKF viser, at ændret demografi i sig selv er en betydningsfuld forklaringsfaktor i forhold til de stigende udgifter i de sidste ti år.

Lavere udgiftspres i de kommende år

Fra 2010 er situationen en anden. Aldersforskydningerne betyder, at udgiftsbehovet er faldende fra 2010 til 2011. Et nærmere kig på de seneste befolkningsfremskrivninger viser, at den faldende tendens vil fortsætte i de næste tyve år. Frem til 2030 forventes det, at antallet af 0-7-årige stiger med 6%. Samtidig bliver der 11% færre i den udgiftsmæssigt dyre aldersgruppe af 13-17-årige. Den ændrede demografi vil betyde, at udgiftsbehovet vil falde med 6-8% frem til 2030. Hvis alt andet i perioden er konstant (takster, visitationspraksis mv.) vil den ændrede aldersfordeling i sig selv føre til et fald i udgifterne til udsatte børn og unge. I de kommende år vil forudsætningerne for at bremse udgiftsvæksten altså være større end på noget tidspunkt i de seneste ti år.

Type: Fagbladsartikel, Nyhedsmagasinet Danske Kommuner, 2011, 24
Vidensområder: Social, Børn og unge