KORA og SFI er fusioneret. Vores nye navn er
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Se mere på vive.dk

Fagbladsartikel

Analyse: Unge uden uddannelse - et fælles ansvar

Unge, der falder fra på erhvervsskolerne, ender ofte helt uden uddannelse. De enkelte skoler og kommuner kan gøre en stor forskel, viser erfaringer fra "best pratice"-analyser.
Udskriv Del på
Forfattere: Torben Pilegaard Jensen
Udgivet: Maj 2011

Analyse: Unge uden uddannelse - et fælles ansvar

Der er forståeligt nok stor opmærksomhed i øjeblikket på regeringens 2020-plan og kampen for at mindske underskuddet på statsfinanserne. På længere sigt er det underminerende for disse statsfinanser, at det politisk ikke er lykkedes at stoppe "fødekæden" til fremtidens modtagere af offentlige overførselsindkomster.

År for år er vi nemlig vidne til, at en meget stor andel af hver ungdomsårgang ikke får en uddannelse. Disse uddannelsesløse unge får ikke et solidt grundlag for at bidrage til fremtidens velfærdssamfund gennem et produktivt arbejdsliv, og de risikerer at ende på et sidespor i forhold til deltagelse i samfundslivet i det hele taget.

Mere end hver fjerde dreng

Cirka 10.000 unge af hver ungdomsårgang får ikke en ungdomsuddannelse, og omkring 15.000 opnår ikke en erhvervskompetencegivende uddannelse som for eksempel tømrer, elektriker, læge eller SOSU-assistent. I 1995 fik 25 procent af drengene ikke en erhvervskompetencegivende uddannelse. For pigerne var det tilsvarende tal 22 procent. Der var altså kun en forskel i pigernes favør på tre procentpoint.

I 2009 forventes hele 26 procent af drengene fra 9. klasse at ende uden en erhvervskompetencegivende uddannelse. For pigerne er det en markant lavere andel, nemlig 18 procent. Det vil sige, at forskellen mellem kønnene er vokset til hele otte procentpoint. Drengene sakker med andre ord hastigt bagud i forhold til pigerne.

Social arv kan brydes

Selv om social baggrund betyder meget, når vi ser på, hvilken familiebaggrund de unge uden uddannelse har, er der ikke tale om en "jernlov". Mange unge fra ressourcesvage familier får en uddannelse og klarer sig godt. Og i diskussionen om betydningen af social baggrund er det vigtigt, at lærere og pædagoger ikke sænker forventningerne til de unge, som har en mindre stærk social baggrund. Begrebet social arv må ikke forlede til en forestilling om, at unge fra ressourcesvage hjem ikke er værd at investere energi i og have forventninger til.

Lær af de gode erhvervsskoler

Frafaldet på erhvervsskolerne skal mindskes, hvis vi skal komme nærmere mod målet om, at 95 procent af en ungdomsårgang gennemfører en ungdomsuddannelse. Her viser det sig, at nogle erhvervsskoler er bedre end andre til at fastholde eleverne. Hvad gør de gode erhvervsskoler så? Jo, de arbejder for eksempel tæt sammen med Ungdommens Uddannelsesvejledning. Både når eleverne går fra folkeskole til erhvervsskole, og når elever viser tegn på manglende motivation. De kommunale forvaltninger inddrages hurtigt i indsatsen over for unge, der er på nippet til at afbryde deres uddannelse.

De gode erhvervsskoler tilbyder også uddannelsesforløb med udgangspunkt i elevernes forudsætninger og samarbejder blandt andet med produktionsskoler før og efter start på uddannelsen for at "klæde de unge på".

De tilrettelægger undervisningen, så der opstår gode sociale og faglige fællesskaber og gode elev-lærer-relationer. Undervisning i almene fag indgår som en del af værkstedsundervisningen, så læring gennem praksis står centralt. Lærerne giver personlig tilbagemelding, skaber dialog og støtter eleverne. Skolerne har typisk en formuleret strategi mod frafald, som alle relevante medarbejdere kender, og som indbefatter klare rolle- og ansvarsfordelinger. Og så har disse skoler en solid viden om, hvorfor de unge afbryder deres uddannelse, og hvor de er henne bagefter.

Mange af de unge, der falder fra på erhvervsskolerne, har båret problemerne med sig fra folkeskolen. Når de forlader folkeskolen, er de ofte skoletrætte, og mange har mistet troen på egne evner og muligheder. Ikke overraskende er de sociale og personlige kompetencer ej heller i top. En del af forklaringen er, at den undervisning, de har modtaget i folkeskolen, ikke har givet gode vækstbetingelser for de potentialer for læring, børn fra uddannelsessvage hjem har. Disse unge kommer fra hjem, hvor de akademiske koder ikke er opøvet fra barnsben. De har brug for en praktisk tilgang til læring, som blandt andet indebærer fysisk bevægelse.

En reform af folkeskolens pædagogik kan i høj grad drage nytte af de erfaringer, mange af de gode erhvervsskoler de seneste år har høstet i deres arbejde med at fastholde de skoletrætte elever. Et intensiveret samarbejde mellem folkeskolen og erhvervsskolen kan bidrage til en pædagogik, hvor særligt drengene får mulighed for at opleve, at de kan mestre de opgaver, de stilles overfor. Og det kan samtidig mindske det kaos, mange unge i dag oplever i overgangen fra grundskolen til ungdomsuddannelserne.

Ungepartnerskab – en god idé

Uddannelsesplanen, som alle unge skal udfylde, fungerer ikke for mange af de praktisk orienterede unge. Den er abstrakt. De har brug for en vejledning, hvor de får mulighed for gennem en længere periode at "smage" på forskellige uddannelser, deres indhold og pædagogik. Den mulighed vil kunne skabes netop gennem samarbejde mellem folkeskolen og erhvervsskolerne. Og for de unge, som har andre problemer end de faglige, er der brug for en helt anderledes sammenhæng i de støtteforanstaltninger, de kan tilbydes.

Af samme grund arbejder flere og flere kommuner – blandt andet de, der er med i KL’s Ungepartneraftale – med at skabe en kommunal indsats på tværs af forvaltningsgrene med udgangspunkt i den unge. Det giver kommunerne mulighed for at tilrettelægge en mere sammenhængende indsats, hvor de involverede forvaltninger og institutioner tager et fælles ansvar for at hjælpe den unge. Det kræver, at kommunalbestyrelsen og topledelsen har viljen til at prioritere, koordinere og sætte fælles mål på tværs af kommunen.

 

Type: Fagbladsartikel, Danske Kommuner, 2011, 15
Vidensområder: Arbejdsmarked og uddannelse, Social, Børn og unge