KORA og SFI er fusioneret. Vores nye navn er
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Se mere på vive.dk

Notat

Klassekvotienter og andel elever i privatskoler i kommunerne

I gennemsnitskommunen er klassekvotienten i folkeskolen steget en smule fra 2012 til 2016, viser dette notat. Samtidig er andelen af elever, der går i privatskole, steget. Notatet viser også, at der er store variationer mellem kommunerne, både når det gælder gennemsnitlig klassekvotient i folkeskolerne og andel elever i privatskole.
Udskriv Del på
Forfattere: Bo Panduro
Udgivet: September 2017

Klassekvotienter og andel elever i privatskoler i kommunerne

Andelen af elever i privatskole er høj i flere kommuner på Sjælland og Fyn. Omvendt er andelen relativt lav i mange jyske kommuner. Modelfoto: Lars Degnbol/VIVE

Resultater

VIVE har opgjort klassekvotienten og privatskoleandelen for ’gennemsnitskommunen’ – det vil sige et uvægtet gennemsnit af alle kommuner – i henholdsvis 2012 og 2016. Klassekvotienten er et udtryk for, hvor mange elever der gennemsnitligt går i klasserne i kommunens folkeskoler. Privatskoleandelen angiver, hvor stor en andel af samtlige elever i en kommune, der går i privatskole.

Kommunale forskelle i klassekvotienter

Når det gælder klassekvotienten i folkeskolerne, er gennemsnittet for alle landets 98 kommuner i 2016 på 21,4. Det er en lille stigning fra 21,0 i 2012.
Gør man den gennemsnitlige klassekvotient i 2016 op på hver enkelt kommune, finder man relativt store forskelle kommunerne imellem, som man kan se af landkortet. Mens flere af kommunerne i hovedstadsområdet har relativt høje klassekvotienter, har flere kommuner i for eksempel Vestjylland omvendt relativt lave klassekvotienter.

Kommunale forskelle i privatskoleandel

Ser man på andelen af elever, der går i privatskoler, viser notatet, at gennemsnittet på landsplan er 15,9 procent i 2016. Det er en relativt stor stigning siden 2012, hvor 13,8 procent af eleverne gik i privatskole.

Også her viser landkortet betydelige variationer, når man ser på andelen i de enkelte kommuner. Andelen af elever i privatskole er høj i flere kommuner på Sjælland og Fyn. Omvendt er andelen relativt lav i mange jyske kommuner. Den gennemsnitlige privatskoleandel i de 98 kommuner svinger mellem 0 og 34,2 procent.

  

Metode

Analysen er baseret på data fra Danmarks Statistik, Statistikbanken, som VIVE anvender i sit nøgletalssystem ECO Nøgletal. Til opgørelsen af klassekvotienter har vi anvendt tabellen KVOTIEN. Klassekvotienten for privatskoler er ikke medtaget. Det er således alene klassekvotienten for folkeskolen, der vises.

Opgørelsen af privatskoleandel er baseret på data fra Danmarks Statistik, Statistikbanken – tabellen UDDAKT20. Privatskoleandelen er beregnet ved at opgøre antallet af elever i Friskoler og private grundskoler i procent af antallet af elever i samtlige skoletyper i alt. Opgørelsen af privatskoleandelen har som formål at opgøre den andel af eleverne, som vælger et alternativ til folkeskolen, der samtidig minder om folkeskolens tilbud. Derfor er Efterskoler ikke i denne sammenhæng medregnet som privatskoler, da efterskoler i deres form afviger noget fra både folkeskolen og friskoler og private grundskoler.

Baggrund

TV2 Regionerne har bedt VIVE levere en række nøgletal, som TV2 Regionerne ønsker at inddrage i deres dækning af kommunalvalget den 21. november 2017. Nøgletallene bliver løbende publiceret som notater i perioden fra 11. september til 23. oktober 2017. Med dette notat har TV2 Regionerne ønsket at få belyst, ”Hvor mange elever er der i klasserne i folkeskolen, og hvordan er eleverne fordelt på folkeskoler og privatskoler?”. Notatet beskriver klassekvotienter og privatskoleandele i kommunerne på baggrund af data fra Danmarks Statistisk. Udgivelsen indeholder ikke egentlige analyser af årsager til forskelle i klassekvotienter og privatskoleandele mellem kommunerne. 

Type: Notat
Udgiver: VIVE, København
Hvem har finansieret: TV2 Regionerne
Vidensområde: Økonomi og administration
Kontakt

Bo Panduro

Projektchef

7226 9971 / bopa@vive.dk

Modtag vores nyhedsbrev