KORA og SFI er fusioneret. Vores nye navn er
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Se mere på vive.dk

Rapport

Kortlægning af lægemiddelområdet i de nordiske lande

Danmark, Finland, Grønland, Island, Norge og Sverige
Der er store ligeheder i, hvordan de nordiske lande regulerer brugen af lægemidler, hvor der er behandlingsalternativer (dvs. analoge præparater og biosimilære produkter). I forhold til reguleringen af nye dyre lægemidler, hvor der ikke er behandlingsalternativer, er der til gengæld stor forskel landene i mellem. En væsentlig forskel ligger i, hvorvidt og hvordan behandlingsomkostningerne inddrages. Det viser KORAs kortlægning.
Udskriv Del på

Kortlægning af lægemiddelområdet i de nordiske lande

Medicinen er ofte til betydelig gavn for patienterne, men den lægger samtidig pres på sundhedsudgifterne. Modelfoto: Lars Degnbol/KORA

Baggrund

De nordiske lande udfordres – som de fleste andre lande – af, at ny medicin i de senere år er markedsført til priser, der er væsentlig højere end tidligere. Medicinen er ofte til betydelig gavn for patienterne, men den lægger samtidig pres på sundhedsudgifterne.

I global sammenhæng udgør Danmark og de andre nordiske lande små markeder for lægemiddelproducenterne, hvorfor det kan være svært for landene hver især at forhandle en rabat. En arbejdsgruppe under Nordisk Ministerråd har på denne baggrund bedt KORA om at kortlægge lægemiddelreguleringen i de nordiske lande.

Konklusion

KORA har i rapporten sammenlignet lægemiddelreguleringen i de nordiske lande i forhold til følgende to hovedudfordringer:

  • De innovative og højt prissatte lægemidler. Den reguleringsmæssige udfordring består her i, at lægemidlerne klinisk set vil kunne tilføre værdi, fordi de er mere effektive end den eksisterende behandling eller indfører et nyt behandlingsprincip, men samtidig er meget dyre.
  • Lægemidler, hvor der er behandlingsalternativer, primært i form af analoge præparater og biosimilære produkter. Modsat de innovative og højt prissatte lægemidler eksisterer der i denne situation behandlingsmæssigt ligeværdige behandlinger, og derfor er der en konkurrencemulighed. Udfordringen har her at gøre med, hvordan man kan minimere udgifterne til behandling. De centrale spørgsmål bliver, hvordan man afgør, hvad der er behandlingsmæssigt ’ligeværdigt’, og hvordan man kan udnytte forekomsten af ligeværdige behandlinger til at skabe prispres.


I forhold til innovative og højt prissatte lægemidler viser analysen, at:

  • Norge og Sverige er nået længst i forhold til at udvikle måder at adressere udfordringen om ibrugtagning af behandlingsmæssigt innovative og højt prissatte lægemidler. Det sker via prioriteringsmodeller baseret på omkostningseffektanalyse. Omkostningseffektiviteten vurderes i forhold til en tærskelværdi for, hvor meget man som samfund er parat til at betale for en given behandlingseffekt. Herved har Norge og Sverige etableret en mulighed for at skabe prispres i forbindelse med ibrugtagning af innovative, højt prissatte lægemidler.
  • Danmark (og implicit Grønland, som generelt følger anbefalingerne fra og køber lægemidler gennem Danmark) bevæger sig i retning af at inddrage sundhedsøkonomiske analyser i vurderingen af nye dyre lægemidler.
  • I Island og Finland er der mange overvejelser i gang i forhold til, hvordan de regulatoriske udfordringer skal adresseres, men der er ikke på nuværende tidspunkt truffet beslutninger herom.
  • Inddragelse af sundhedsøkonomiske analyser kan give mulighed for at skabe prispres på det enkelte lægemiddel. Men landenes størrelse og regulatoriske kapacitet har betydning for, i hvilken grad denne mulighed kan udnyttes.

I forhold til regulering af brugen af lægemidler, hvor der er behandlingsalternativer (analoge præparater og biosimilære produkter) viser analysen, at:

  • Alle landene udnytter forekomsten af behandlingsalternativer til at stimulere en priskonkurrence.
  • For generiske og parallelimporterede lægemidler er der reguleringsmæssigt kun små forskelle landene imellem.
  • For analoge lægemidler er der lidt større variation. Forskellene består i opfattelsen af, hvad ligeværdige behandlingsvalg vil sige, og hvor stor en indskrænkning i behandlingsudbuddet de enkelte lande er villige til at acceptere for at minimere omkostningerne.

Fælles for alle de nordiske lande er, at lægemiddelreguleringen styres ved brug af behandlingsanbefalinger og ikke påbud. Analysen viser, at:

  • Der er forskel på, hvor centralt anbefalinger laves, og hvor store frihedsgrader de enkelte regioner/sygehuse har til selv at vælge behandling. I Danmark findes der en central instans i Rådet for Anvendelse af Dyr Sygehusmedicin (RADS), som forsøger at ensrette lægemiddelbehandlingen på tværs af regionerne (fra 1. januar 2017: Medicinrådet). På samme vis har lægemiddelkomiteen i Grønland og lægemiddelkomiteen i Islands universitetshospital en central styrende funktion i forhold til ensretning af lægemiddelforbruget på tværs af regionerne. I Finland, Norge og Sverige foregår styringen mere decentral.

Metode

Kortlægningen er baseret på dokumentanalyse samt interview med centrale aktører og eksperter i reguleringen af lægemidler i de enkelte lande. Interviewene er foretaget i januar 2016 (Norge og Sverige) samt juni-august 2016 (Danmark, Finland, Grønland og Island).

Type: Rapport
Udgiver: KORA, København
Hvem har finansieret: Sundheds- og Ældreministeriet
Vidensområde: Sundhed