KORA og SFI er fusioneret. Vores nye navn er
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Se mere på vive.dk

Rapport

Effekter af to jobpræmieordninger for ledige

KORA har undersøgt effekten af forsøgsordninger med jobpræmier til langtidsledige kontanthjælpsmodtagere og til enlige forsørgere. Undersøgelsen viser ikke statistisk sikre resultater for, at ordningerne har fået flere i job. 
Udskriv Del på

Effekter af to jobpræmieordninger for ledige

I 2011-2012 og 2012-2014 blev to forskellige forsøgsordninger med jobpræmier til henholdsvis langtidsledige kontanthjælpsmodtagere og enlige forsørgere afprøvet. Modelfoto: Lars Degnbol/KORA

Konklusion

I 2011-2012 og 2012-2014 blev to forskellige forsøgsordninger med jobpræmier til henholdsvis langtidsledige kontanthjælpsmodtagere og enlige forsørgere afprøvet. KORA har målt effekterne af ordningerne, og resultaterne viser, at ordningerne ikke har ikke fået flere i arbejde. Ordningerne har heller ikke nogen effekt på lønindkomsten eller omfanget af aktivering i de toårige perioder, forsøgsordningerne har fungeret.

I begge ordninger kunne ledige i en periode få en skattefri præmie svarende til fire procent af deres månedsløn eller maks. 600 kroner om måneden, hvis de fandt et job. Ordningerne er derfor et forsøg på at give de ledige en forøget økonomisk tilskyndelse til at komme i job.

For de fleste grupper inden for de to kategorier af ledige er effekterne små. De største effekter findes for langtidsledige med børn, enlige forsørgere med 0-6-årige børn og ikke-vestlige indvandrere. Effekterne for disse grupper er på to til fire ugers ekstra beskæftigelse i den toårige forsøgsperiode. Den statistiske usikkerhed er dog for stor til, at det kan bekræftes, at effekterne er forskellige fra nul.

En overvægt af udenlandske studier peger på, at økonomiske incitamenter, herunder jobpræmie-lignende ordninger, har en betydning for at få ledige i job. Der er flere mulige årsager til, at resultaterne i denne undersøgelse afviger fra gængse fund i den internationale litteratur:

1) Jobpræmien er lille i international sammenhæng

2) Ordningen er midlertidig. Det kan mindske tilskyndelsen

3) En relativt høj kompensation for manglende indkomst som ledig, særligt for lavtlønnede

4) Forsøgsordningerne stod på midt i en recession med begrænset efterspørgsel på arbejdskraft

5) De ledige i målgrupperne kan ikke indfri de krav, der stilles på det danske arbejdsmarked.

Det er ikke muligt på baggrund af undersøgelsen at fastslå, hvilke af disse årsager der er udslagsgivende i forhold til den ringe effekt.

Baggrund

Økonomiske incitamenter til at komme i arbejde har længe været et centralt omdrejningspunkt i både forskningen og den politiske debat. Det gælder både de lediges tilskyndelse til at arbejde og de beskæftigedes tilskyndelse til at arbejde mere.

En stor overvægt af internationale studier viser, at økonomiske incitamenter har betydning for beskæftigelsen. Det gælder også for ledige, der befinder sig længere fra arbejdsmarkedet. Men effekterne varierer på tværs af forskellige ordninger og kontekstforhold. Derfor er der behov for kontekst- og ikke mindst landespecifikke evalueringer.

Der findes dog forholdsvis få studier af betydningen af økonomiske incitamenter for ledige i dansk sammenhæng. Denne undersøgelse bidrager til at fylde noget af dette videnshul ved at belyse effekten af to forsøgsordninger med jobpræmieordninger for ledige: ordningen for langvarige kontanthjælpsmodtagere og ordningen for ledige enlige forsørgere. Forsøgsordningen for langtidsledige fungerede i 2011-2012, mens ordningen for enlige forsørgere fungerede fra medio 2012 til medio 2014.

KORA har målt effekter af ordningerne for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. 

Metode

Der er anvendt registerdata fra Danmarks Statistik og fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering for perioden 2010-2014. Målgruppen for forsøgsordningerne blev defineret som dem, der havde flere end 329 dage eller 47 uger på overførselsindkomst i en historisk afgrænset periode.

Effekterne er målt ved at sammenligne ledige, der lige netop kvalificerer til ordningen, med ledige, der lige netop ikke kvalificerer til ordningen. Der er målt effekter på ordinær beskæftigelse, lønindkomst og sandsynlighed for aktivering. For ordningen for langtidsledige kontanthjælpsmodtagere er der også målt på brug af sundhedsydelser og domme for kriminalitet i en periode på to et halvt år efter forsøgsordningens begyndelse. 

Type: Rapport
Udgiver: KORA, København
Hvem har finansieret: Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering
Vidensområde: Arbejdsmarked og uddannelse