KORA og SFI er fusioneret. Vores nye navn er
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Se mere på vive.dk

Webudgivelse

På tide med strukturelle forandringer i sundhedsvæsenet

Måske er tiden kommet til grundlæggende forandringer for at skabe forbedringer i det sammenhængende sundhedsvæsen. Det kan ske ved at etablere en markant styrket organisatorisk overbygning til almen praksis. Det skriver Pia Kürstein Kjellberg fra KORA i et debatindlæg, som har været bragt på Altinget. 
Udskriv Del på
Udgivet: 9. februar 2017

På tide med strukturelle forandringer i sundhedsvæsenet

En organisatorisk overbygning til almen praksis i Danmark skulle samle lægerne i et givent område og sikre koordination på tværs af lægepraksis, skriver Pia Kürstein Kjellberg. Modelfoto: Ricky John Molloy/KORA

Der findes ikke simple løsninger til komplekse problemer, og de forsøg, der har været på at binde sundhedsvæsenet bedre sammen med forløbskoordination – shared care, integrated care med videre – har ikke haft den ønskede effekt.

Derfor er spørgsmålet, om tiden er kommet til, at der gribes til mere grundlæggende forandringer for at skabe de ønskede forbedringer i det sammenhængende sundhedsvæsen. Dette kunne eksempelvis ske ved at etablere en markant styrket organisatorisk overbygning til almen praksis.

Hermed kan vi bibeholde de styrker, der er ved at have almen praksis som gatekeeper, tovholder og patientens advokat, samtidig med at vi skaber de fornødne strukturelle rammer for sammenhæng i det nære sundhedsvæsen.

Udfordringen i den nuværende struktur

Det er en udfordring ved den danske praksisstruktur, at det i vid udstrækning er op til den enkelte læge og det enkelte lægehus, om de vil indgå i samarbejde om udvikling af bedre og mere sammenhængende patientforløb. Talrige kommissionsarbejder siden midten af 1990’erne har påpeget, at almen praksis spiller en nøglerolle i fremtidens sundhedsvæsen – og samtidig, at der er behov for udvikling.

Udfordringer i almen praksis vedrører kapacitet (er der læger nok), kvalitet (hvordan opnår vi en ensartet, høj behandlingskvalitet) og sammenhæng (hvordan opnår vi sammenhæng mellem sektorer).

I det nære og sammenhængende sundhedsvæsen er det en vedvarende udfordring, at der ikke kan indgås forpligtende aftaler med almen praksis om, at de skal løse en given opgave. I bedste fald kan der laves en paragraf 2 aftale, der sikrer, at lægerne modtager honorar for (og således kompenseres for den tid, de bruger til) at udføre opgaven.

Men det vil fortsat – individuelt – være op til den enkelte læge og/eller det enkelte lægehus at beslutte, om det er en opgave, han eller hun vil gå ind i.

Gode erfaringer fra udlandet

Andre lande med lignende sundhedssystemer har gode erfaringer med at etablere en organisatorisk overbygning til almen praksis. I Holland har myndighederne stillet krav til lægerne om, at de går sammen i konsortier, hvis de vil have kontrakt på at udføre en given opgave – eksempelvis at behandle diabetespatienter.

Det har medført, at lægerne som kollektiv tager ansvar for, at opgaven bliver løst. Enten ved at alle læger i konsortiet forpligter sig på at gøre det (og kollegerne tager ansvar og følger op, hvis de ikke gør det) – eller ved at en enkelt læge eller et enkelt lægehus påtager sig at løse opgaven på vegne af de andre.

Det afgørende er – set fra myndighedernes side – at der etableres en aftalepart, der er klar til at forpligte sig på helhedens vegne, og som har mandatet til at håndhæve, at opgaven løses til tiden.

Mulighederne ved en organisatorisk overbygning

En organisatorisk overbygning til almen praksis i Danmark skulle samle lægerne i et givent område – eksempelvis et optageområde for et akuthospital eller en kommune og stille krav om, at de gik sammen og fungerede som én almen praksis-organisation.

Den skulle sikre koordination på tværs af lægepraksis – medvirke til at sikre lægedækning – og medvirke til at sikre en ensartet høj behandlingskvalitet på tværs af enheder.

Det ville være nødvendigt med et ledelseslag, der kan repræsentere almen praksis-organisationen udadtil og sikre koordinering indadtil. Heri vil også indgå betalingen af de enkelte læger og/eller lægehuse for at løse de opgaver, som den samlede almen praksis-organisation forpligter sig på.

Fordelen ved at etablere en organisatorisk overbygning til almen praksis er, at det gør det muligt at løse de udfordringer, der er i samarbejdet med almen praksis, samtidig med at man fastholder de fordele, der er ved at have almen praksis som gatekeeper, tovholder og patientens advokat.

Kontakt

Pia Kürstein Kjellberg

Analyse- og forskningschef

4139 3528 / piak@vive.dk

Modtag vores nyhedsbrev