KORA og SFI er fusioneret. Vores nye navn er
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Se mere på vive.dk

Rapport

Bedre veje til ungdomsuddannelse - Indhold, værktøj og metoder

Delopgave 2
KORA har sammen med SFI og EVA undersøgt, hvad der virker i forhold til at få unge i alderen 16-25 år i gang med en ungdomsuddannelse. Undersøgelsen peger på, at de unge har behov for en indsats, som går på flere ben og både forholder sig til den unges faglige og personlige kompetencer. 
Udskriv Del på
Forfattere: Mette Slottved, Pernille Hjermov, Line Vester, Mathilde Jensen, Vibeke Myrup Jensen, Mai Tødsø Jensen, Helle Holt, Anne-Marie Klint Jørgensen, Niels Matti Søndergaard og Nanna Friche
Udgivet: Februar 2017

Bedre veje til ungdomsuddannelse - Indhold, værktøj og metoder

Det er kendetegnende for flere af de succesfulde programmer og tilbud, at de indeholder mange sideløbende indsatser – både, når det gælder om at skabe overgange fra en institution til den næste og at fastholde de unge i uddannelse. Modelfoto: Ricky John Molloy/KORA

Baggrund

Mange unge kommer sent i gang med en ungdomsuddannelse, falder fra undervejs eller tager flere ungdomsuddannelser. Den tidligere regering har i januar 2016 nedsat en ekspertgruppe, som skal komme med anbefalinger til, hvordan de unges uddannelsesadfærd kan målrettes, så de unges behov i højere grad tilgodeses, og frafald og dobbeltuddannelse minimeres.

Med henblik på at tilvejebringe et solidt analysegrundlag for ekspertgruppens anbefalinger har det daværende Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling igangsat en række analyser. Det drejer sig blandt andet om analyse af målgruppen og dens brug af forberedende tilbud, indholdet og kvaliteten af tilbuddene samt incitamentsstrukturerne og ansvarsfordelingen på området.

KORA har i samarbejde med SFI og EVA gennemført en analyse af praksisser, der er virkningsfulde i forhold til at få unge i alderen 16 til 25 år i gang med en ungdomsuddannelse. Undersøgelsen sætter via litteratur- og casestudier fokus på, hvad der virker i forhold til at skabe bedre overgange til ungdomsuddannelserne og arbejdsmarkedet – herunder virkningsfulde værktøjer og metoder i de forberedende tilbud.

Konklusion

Undersøgelsen viser, at det er kendetegnende for flere af de succesfulde programmer og tilbud, at de indeholder mange sideløbende indsatser – både, når det gælder om at skabe overgange fra en institution til den næste og at fastholde de unge i uddannelse.

Konkret peger undersøgelsen på, at kombinationen af følgende fire elementer er virkningsfulde for de unge:

  1. Individuelle støttefunktioner målrettet den unges individuelle behov såsom mentorer, der sikrer personlig og social støtte, og tutorer, som har fokus på faglig støtte og opbygning af motivation for læring.
  2. Indsatser målrettet rammerne for læring, herunder ekstra lærerressourcer per elev, små holdstørrelser, fleksibilitet i tilbuddet, ledelsesmæssig opbakning og økonomiske incitamenter.
  3. Indsatser rettet mod læringsmiljøet, fx varieret, erhvervsrettet og differentieret undervisning, som er målrettet den enkelte unges behov og baseret på tydelige læringsmål, feedback, et ressourcesyn på eleverne og trygge rammer.
  4. Tætte samarbejdsrelationer, fx mellem Ungdommens Uddannelsesvejledning UU, jobcentrene, mentorer og skoler samt partnerskaber mellem uddannelsesinstitutioner og lokale virksomheder.

Undersøgelsen peger desuden på, at mange unge med faglige udfordringer i lige så høj grad har en række sociale og personlige udfordringer, som er vigtige at få hjælp til for at fremme den fagfaglige læring. Ligeledes viser undersøgelsen, at begrebet ”motivation” er et centralt omdrejningspunkt for mange af de indsatser, som er igangsat over for målgruppen, og at motiverede unge i langt højere grad modtager læring end umotiverede og skoletrætte unge. Nogle af de unge er det muligt at motivere gennem almenfaglig undervisning, mens andre unge motiveres bedst gennem praksisfaglige aktiviteter i fx værksteder.

Anbefalinger

Undersøgelsen viser kompleksiteten i, hvad der virker i forhold til at forebygge frafald og skabe gode overgange til ungdomsuddannelserne for unge i alderen 16 til 25 år. Dels er der tale om en differentieret målgruppe, som motiveres af forskellige former for undervisning. Dels viser undersøgelsen, at de unges udfordringer er sammensatte. Derfor har de behov for flere sideløbende indsatser, som både forholder sig til den unges faglige og personlige kompetencer, ressourcer og behov, og hvor der foregår en implementering på flere niveauer og med inddragelse af eksterne aktører.

I forhold til de forberedende tilbud er det vigtigt både at sætte fokus på de didaktiske metoder i undervisningsrummet og de organisatoriske rammer, som muliggør metoderne og fremmer samarbejdsrelationerne med øvrige aktører omkring den unge. De metoder og værktøjer, som virker i undervisningsrummet i forhold til denne målgruppe, er ikke væsentligt forskellige fra al god undervisning uanset målgruppe. Forskellen er blot, at sårbare unge med faglige og evt. sociale og personlige udfordringer er mindre robuste over for en mindre god undervisning.

Undersøgelsen indeholder ingen egentlige anbefalinger, idet den udgør en del af analysegrundlaget for ekspertgruppens anbefalinger.

Metode

Undersøgelsen er baseret på tre delanalyser, herunder ét indledende dansk litteraturstudie af ikke-publiceret dansk litteratur og ét større internationalt litteraturstudie af publiceret litteratur. Den sidste delanalyse består af syv casestudier med fokus på at afdække de virksomme pædagogikker i forberedende tilbud, der har gode resultater i forhold til at skabe overgange.

Det indledende danske litteraturstudie er gennemført af KORA og baserer sig på 26 danske studier udvalgt efter deres relevans og kvalitet. Litteraturen omfatter bl.a. konsulentrapporter, ministerielle redegørelser og evalueringer af diverse forsøgsprojekter og er fremsøgt via hjemmesidesøgning og snowballing.

Det internationale litteraturstudie er gennemført af SFI og vedrører internationale og danske studier, der er publiceret i peer-reviewed tidsskrifter i perioden 2006-2016. Studierne er systematisk fremsøgt og screenet for relevans. I alt 2.449 artikler er blevet screenet, hvoraf 61 studier er blevet inkluderet. Der er prioriteret studier, der har en konkret indsatsbeskrivelse, som kunne være relevant for en dansk kontekst, og hvor evalueringen indeholder en indsats- og en kontrolgruppe.

Casestudierne er gennemført af EVA i samarbejde med KORA. Casestudierne er baseret på interview med ledere, lærere og elever på to produktionsskoler, to AVU-tilbud, en afdeling af Træningsskolens Arbejdsmarkedsuddannelser (TAMU), en Ungdomsskoles heltidsundervisning og et FVU-tilbud.

Læs mere

Læs mere på Undervisningsministeriets hjemmeside.


Type: Rapport
Udgiver: KORA, København
Samarbejdspartnere: Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) og Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI)
Hvem har finansieret: Undervisningsministeriet
Vidensområder: Arbejdsmarked og uddannelse, Børn og unge
Kontakt

Mette Slottved

ORLOV, Seniorprojektleder

2270 3346 / mesl@vive.dk

Modtag vores nyhedsbrev