KORA og SFI er fusioneret. Vores nye navn er
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Se mere på vive.dk

Webudgivelse

KORAs kommunetal, december 2016: Flere elever går i store skoler

Folkeskolerne er vokset siden 2007, og der er kommet flere af de helt store skoler med mere end 800 elever. I de tyndt befolkede kommuner er der fortsat mange små skoler.

 

Udskriv Del på
Udgivet: 9. december 2016

KORAs kommunetal, december 2016: Flere elever går i store skoler

Den gennemsnitlige skolestørrelse er især ændret fra 2010 til 2012. Her er folkeskolernes gennemsnitsstørrelse steget fra 379 elever til 430 elever. Modelfoto: Ricky John Molloy/KORA

KORA har tidligere vist, at skolestrukturen ændrede sig betragteligt i 2010 og 2011, hvor mange skoler blev lukket eller sammenlagt. I denne analyse følger vi op og ser nærmere på udviklingen i den kommunale skolestruktur. Vi har undersøgt den gennemsnitlige folkeskolestørrelse, spredningen i skolernes størrelse, samt hvilke kommuner der især har mange elever i små skoler. Analysen udspringer af ECO Nøgletal og skal tjene som en nuancering af nøgletallene på skoleområdet.

Skolegrafik 24112016
Figur 1: Gennemsnitlig skolestørrelse og udvikling i andel elever i forskellige skolestørrelser

Flere store skoler

Den gennemsnitlige skolestørrelse er især ændret fra 2010 til 2012. Her er folkeskolernes gennemsnitsstørrelse steget fra 379 elever til 430 elever. Den gennemsnitlige skolestørrelse har været stabil siden 2012, som man kan se af de grå søjler i figur 1.

Udviklingen i den gennemsnitlige skolestørrelse dækker over, at en større andel af folkeskoleeleverne går i skoler med over 600 elever i 2015 end i 2007, mens en mindre andel af eleverne går i skoler med under 600 elever, som man kan se af de farvede grafer i figur 1. Selv om der er færre elever i små skoler, er der fortsat en stor spredning i skolestørrelsen. Spredningen varierer fra kommune til kommune, så kommuner med samme gennemsnitlige skolestørrelse har ikke nødvendigvis den samme skolestruktur.

Stadig mange små skoler

Stiller vi skarpt på eleverne i de helt små skoler med mindre end 200 elever, er andelen af elever faldet siden kommunalreformen. 7 % af folkeskolens elever går dog stadig på små skoler.

Skolegrafik II 28112016
Kortet viser, hvor stor en andel af folkeskoleeleverne, der går i helt små skoler med mindre end 200 elever. Det vil sige, at jo mørkere kommunene er på kortet, des flere små folkeskoler er der forholdsvis i kommunen.

De små skoler er især placeret i yderkommuner som Thisted og Norddjurs, hvor befolkningstætheden er lille. Det tyder på, at en del kommuner fastholder en nærhed i skoleudbuddet på trods af, at der er smådriftsulemper forbundet med de små enheder.

Andel af elever fordelt på skolestørrelse
Det samlede elevtal i folkeskolerne er faldet fra 587.706 elever i 2007 til 548.453 elever i 2015 (-6,7 %).
I 2015 er fordelingen af eleverne på skolernes størrelse:
• 0-199 elever: 6,9 %
• 200-399 elever: 15,2 %
• 400-599 elever: 31,6 %
• 600-799 elever: 30,8 %
• 800 elever: 15,5 %

Flere vælger fri- og privatskoler

Der er generelt kommet færre elever i folkeskolen siden 2007. En del af faldet i elevtallet skyldes et generelt faldende børnetal, men noget af faldet skyldes også, at der er kommet knap 23.000 flere elever i friskoler og private grundskoler i perioden. I 2007 udgjorde privat- og friskoleelever 12,8 % af det samlede elevtal i danske grundskoler. I 2015 var andelen steget til 16,3 %.

Fælles ledelse

Med Folkeskolereformen har kommunerne nu mulighed for at lave fælles ledelse af skoler med op til 300 elever.

En KORA-undersøgelse af Fælles Ledelse viser, at

  • 5 kommuner har fælles ledelse af flere små skoler
  • 9 kommuner har fælles ledelse mellem en stor skole og en eller flere små skoler
  • 54 % af kommunerne bruger ikke mulig-heden for fælles ledelse mellem skoler og/eller mellem skoler og dagtilbud i henhold til de nye regler
  • 71 % af kommunerne, der har fælles ledelse, har opnået en mindre besparelse – men der er usikkerhed om besparelsernes størrelse

Fælles ledelse kan både handle om fælles ledelse af flere selvstændige skoler eller ledelse af en skole fordelt på flere matrikler.

Kilde: Spørgeskemaundersøgelse med børne- og unge-direktører, 2016 (N= 65)

Data og metode

Analysen er baseret på data fra Styrelsen for It og Læring (STIL), registret INTE. En skole er defineret som en enhed med et institutionsnummer, og elevtallet er opgjort i oktober måned. Alle elever er medregnet. Data er ikke renset for fejlregistreringer mv., hvilket der derfor tages forbehold for.

Vi ser på antal elever i de forskellige skolestørrelser, men hovedkonklusionerne ændrer sig ikke, hvis vi i stedet ser på antallet af skoler af en bestemt størrelse.

Find flere tal fra din kommune eller se demoversionen af ECO Nøgletal på eco.kora.dk

Se fx tabeller om folkeskolens nøgletal, budget, regnskab og udvikling i elevtal.

  • Tabel 6.200: Nøgletal for folkeskolen
  • Tabel 6.202: Udvikling i elevtal for folkeskolen - Graf
  • Tabel 6.100: Folkeskolen - budget
  • Tabel 6.101: Folkeskolen - regnskab.

ECO Nøgletal leverer tabeller med nøgletal samt grafer med udviklinger på 19 forskellige udgiftsområder i den kommunale sektor. Hver kommune sammenlignes med en gruppe af kommuner med tilsvarende rammebetingelser på det enkelte udgiftsområde.

Dette er første udgave af KORAs kommunetal, hvor vi med jævne mellemrum vil dykke ned i udvalgte ECO-nøgletal. Du kan tilmelde dig KORAs nyhedsbrev og blive orienteret om kommende udgaver af KORAs kommunetal.

Kilder

Feilberg, Simon og Asbjørn Hovgaard Mathiasen (2012): Kommunernes skolestruktur – analyse af udviklingen 2004-2011. Aarhus: KORA.

Kollin, Marianne Schøler og Lise Høyer Eriksen (2010): Konsekvenser af en ændret skolestruktur. Aarhus: KREVI.

Hønge-Flarup, Lasse og Niels Ejersbo (2016): Fælles Ledelse og Holddannelse. København: KORA.


Type: Webudgivelse
Udgiver: KORA,
Vidensområder: Børn og unge, Økonomi og administration