KORA og SFI er fusioneret. Vores nye navn er
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Se mere på vive.dk

Webudgivelse

KORA: Viden skal bygge nært sundhedsvæsen

Når der skal laves en plan for det nære sundhedsvæsen, som politikere, fagfolk, forskere og aktører er enige om, er det vigtigt at bruge den viden om nye initiativer og gode eksempler, der eksisterer nu. Det skriver direktør i KORA Mickael Bech i et indlæg på altinget.dk.
Udskriv Del på
Forfattere: Mickael Bech
Udgivet: 16. november 2016

KORA: Viden skal bygge nært sundhedsvæsen

Hvis planen skal omsættes til praksis, er det afgørende, at den bygger på viden om effekten af de mange nye initiativer og forsøgsprojekter, der er i gang rundt om i landet i disse år.

Alle sundhedsvæsenets aktører – lige fra politikere og interesseorganisationer til fagfolk og forskere – er enige om, at der er behov for en plan for det nære og sammenhængende sundhedsvæsen. Og alle har meldt deres visioner ind. Der er store forventninger til det udvalgsarbejde, som regeringen, KL og Danske Regioner aftalte i økonomiaftalen for 2016.

Hvis planen skal omsættes til praksis, er det afgørende, at den bygger på viden om effekten af de mange nye initiativer og forsøgsprojekter, der er i gang rundt om i landet i disse år. Her kommer tre eksempler på viden fra eksisterende tiltag, som det er vigtigt at samle sammen og inddrage i udvalgsarbejdet:

LÆRING 1: Vigtig viden om opståede variationer

Nogle af de nye tiltag er opstået delvist ufrivilligt. Det gælder for eksempel nogle af regioners initiativer med at oprette udbuds- og regionsklinikker i yderområder, hvor det er svært at få praktiserende læger til at åbne egen praksis.

Set med forskerbriller kan man betragte disse variationer i organiseringen af almen praksis som et godt, naturligt eksperiment. Det kan give os nyttig viden om, hvordan regionerne kan drive regionsklinikkerne effektivt og med god kvalitet for patienterne, da regionsklinikkerne formodentlig ikke lige forsvinder, og antallet nok snarere øges i de kommende år. Viden kan også bruges til at vurdere virkningen af andre organiseringsformer i almen praksis: hvad er konsekvenserne for økonomi, kvalitet og relationen til andre dele af sundhedsvæsenet.

Den form for viden kan bidrage til at svare på, hvordan og hvor almen praksis kan håndtere flere opgaver og arbejde ud fra et populationsbaseret fokus, som Danske Regioner har foreslået. Det er viden, vi desværre ikke har på nuværende tidspunkt. Men både udbuds- og regionsklinikkerne har eksisteret så længe nu, at der er gode muligheder for at undersøge effekterne.

LÆRING 2: Sundhedshuse – og et skridt videre

Sundhedshuse er blevet etableret i flere kommuner, og erfaringerne derfra skal bruges. En evaluering af sundhedshusene i Kalundborg og Nakskov, som Kora netop har gennemført, viser, at borgerne får bedre mulighed for at blive udredt og behandlet i deres eget lokalområde, hvis man samler flere funktioner under samme tag. Evalueringen viser dog også, at det ikke er nok at sætte udbyderne under samme tag. Der skal mere til. Der er behov for, at funktionerne på tværs af region og kommune sammentænkes, og det kræver opblødning af traditionelle sektorgrænser.

Vi skal drage nytte af den viden vi har fra sundhedshusene til at tage endnu et skridt. Internationale erfaringer peger i den forbindelse på, at der er positive gevinster, når økonomien samles i en pulje på tværs af traditionelle sektorgrænser. Vi kan for eksempel afprøve forsøg, hvor aktørerne samles i en organisation med en samlet økonomisk ramme og fælles mål.

LÆRING 3: Udgående funktioner gavner borgere og pengepung

Kommuner og regioner har hver især etableret en række udgående funktioner. Kommunerne har etableret fremskudt visitation, hvor kommunale medarbejdere kommer ind på hospitalet og koordinerer udskrivning og det videre forløb sammen med sygehuspersonalet, inden patienten bliver udskrevet.

Kommunerne har oprettet akutpladser, hvor der er etableret samarbejde mellem almen praksis og personalet på den kommunale akutfunktion. Regionerne har etableret udgående funktioner med henblik på udredning og behandling af patienterne i eget hjem. Kora har evalueret en række af disse initiativer, og evalueringerne tyder på, at de nye tiltag giver større tryghed hos borgerne, reducerer antallet af genindlæggelser – og er økonomisk rentable.

Der er god grund til at lære af de nuværende erfaringer i det danske sundhedsvæsen og anvende denne viden ved formuleringen af planerne for det nære og sammenhængende sundhedsvæsen. Men det er også vigtigt, at der igangsættes nye forsøg, hvor økonomi og organisering tænkes på tværs af den eksisterende organisering med henblik at øge kvalitet i behandlingen, sundhed i befolkningen, og minimering sundhedsudgifter per person.

 

Type: Webudgivelse
Vidensområde: Sundhed