KORA og SFI er fusioneret. Vores nye navn er
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Se mere på vive.dk

Fagbladsartikel

Økonomiaftalen for 2017

En anmeldelse og nogle tendenser
Økonomiaftalen for 2017 mellem stat og kommuner var god for aftalesystemet, fordi der blev ført reelle forhandlinger om omprioriteringsbidraget. Aftalen var også udgiftsmæssigt stram, og kommunerne kan reelt ikke bruge de mange ekstra penge i aftalen til andet end at lægge i kassen. De ekstra penge hjælper dog med til at opretholde balancen mellem de økonomisk svagere og stærkere kommuner. 
Udskriv Del på
Udgivet: September 2016

Økonomiaftalen for 2017

Baggrunden for artiklen er at vurdere, hvem der var tabere og vindere ved årets årlige økonomiaftale mellem regeringen og KL, og i hvilken retning aftalen peger i et længere perspektiv. Modelfoto: Ricky John Molloy/KORA

Artiklen omtaler baggrunden for økonomiforhandlingerne mellem staten og kommunerne (KL) i forsommeren 2016, der førte til aftalen om økonomien for 2017. Den særlige baggrund for forhandlingerne i år var, at det kommunale bagland på forhånd havde en kraftig modstand mod at fortsætte det såkaldte omprioriteringsbidrag. Samtidig måtte regeringen imødese, at den ikke ville kunne få støtte til sit aktstykke om bloktilskud, medmindre den nåede til enighed med KL om en aftale. Det var betingelsen i en fredsaftale mellem regeringen, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og Radikale Venstre.

Resultatet af forhandlingerne blev en aftale med et reduceret omprioriteringsbidrag i 2017, som herefter bortfalder. Men kommunerne måtte acceptere en negativ realvækst, hvor man måtte aflevere en halv milliard kroner i omprioritering og effektivisering og tåle, at udgiftsloftet for den kommunale sektor bliver beskåret med en halv milliard kroner om året de følgende år. Til gengæld fik kommunerne meget likviditet med aftalen – igen et ekstraordinært likviditetstilskud og låneadgang.

Aftalen kan ses som god for aftalesystemet, fordi selve forhandlingerne tilsyneladende flyttede på parternes positioner og ikke bare var et ’ritual’, som pligtmæssigt skal gennemføres. Desuden lever den gamle tanke om, at forhandlingerne kan bruges til at få kommunerne til at levere effektiviseringer, mens staten leverer styringsmuligheder videre.

I en længere horisont er det bemærkelsesværdigt, at økonomien fortsat fylder så meget i aftalen – trods budgetlovens regulering af udgiftsrammer. Derudover hæfter man sig ved den store likviditetstilførsel til kommunerne, som kan omsættes til bedre kassebeholdninger, men ellers ikke bruges til reelle udgifter. Bliver den det, vil kommunerne nemlig overskride de aftalte udgifter, og det kan udløse de lovhjemlede statslige sanktioner.
Forklaringen på, at KL alligevel ser likviditetstilførslen som afgørende, er utvivlsomt, at midlerne indgår i den vanskelige balance mellem kommunegrupperne, idet puljen skævdeles til fordel for vanskeligt stillede kommuner.

Problemstilling

Baggrunden for artiklen er at vurdere, hvem der var tabere og vindere ved årets årlige økonomiaftale mellem regeringen og KL, og i hvilken retning aftalen peger i et længere perspektiv.

Konklusion

Konklusionerne fra analysen er bl.a. følgende:

  • Selve forhandlingsforløbet ved årets økonomiaftale førte frem til resultater, der ikke på forhånd var oplagte at forvente
  • Forløbet styrker aftalesystemet som institution
  • Systemets oprindelige berettigelse som middel til at opnå kommunale effektiviseringer mod at give kommunerne bedre styringsmuligheder lever videre
  • De senere års ekstra likviditetstilførsel til den kommunale økonomi, som reelt har overfinansieret aftalerne i de sener år, lever videre i 2017
  • De ekstra penge indgår i den følsomme balance mellem ’fattige’ og ’rige’ kommuner, men kan måske også lokalt blive en sovepude i økonomistyringen
  • Den samlede økonomistyring af kommunerne hviler tungt på sanktionssystemet.
Type: Fagbladsartikel, Administrativ Debat, 2016, 2: http://www.naf-net.dk/administrativ-debat.php
Vidensområde: Økonomi og administration