KORA og SFI er fusioneret. Vores nye navn er
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Se mere på vive.dk

Rapport

Det Gode Hverdagsliv - fra kompenserende til rehabiliterende tilgang i hjemmeplejen

En midtvejsevaluering
Egedal Kommune er i gang med at indføre hverdagsrehabilitering i hjemmeplejen, og det giver udfordringer for de medarbejdere og borgere, der er uvante med den rehabiliterende tilgang. For at sikre et godt samarbejde med borgerne tager hjemmeplejerne blandt andet roller som ’good cop’ og ’bad cop’ i brug. Men selvom denne metode fungerer i hverdagen, ruster den ikke hjemmeplejens medarbejdere til at være ambassadører for den rehabiliterende tilgang overfor borgerne. Det fremgår af en ny evaluering fra KORA.
Udskriv Del på
Udgivet: Maj 2016

Det Gode Hverdagsliv - fra kompenserende til rehabiliterende tilgang i hjemmeplejen

Modelfoto: Ricky John Molloy/KORA

Baggrund

Egedal Kommune arbejder i perioden 2014-17 med projektet Det Gode Hverdagsliv i Egedal Kommune, hvor de implementerer en hverdagsrehabiliterende tilgang i hele hjemmeplejen. I den forbindelse har KORA foretaget en midtvejsevaluering.

Konklusioner: Good cop – bad cop

Daglig tilstedeværelse af en rehabiliteringskonsulent er med til at fastholde fokus på den rehabiliterende tilgang blandt hjemmeplejens teams. Men for at undgå konflikter med borgerne, har man udviklet en rollefordeling, hvor rehabiliteringskonsulenten er ’bad cop’, det vil sige den krævende part. Hjemmeplejeren selv er ’good cop’, der ikke stiller krav, men hjælper borgeren med at honorere dem. Denne rollefordeling er dog en hindring for at hjemmeplejerne bliver selvkørende i den rehabiliterende tilgang.

Der er også store udfordringer i forhold til dokumentationen af det rehabiliterende arbejde, hvor alle dele af skriveopgaven kan volde problemer. Hjemmehjælperne holder derfor blandt andet fast i en praksis, de oplever allerede fungerer for dem: dialog.

Anbefalinger

Arbejdsforståelse under forandring

Implementeringen af Det Gode Hverdagsliv betyder, at hjemmehjælpernes forståelse for borgernes situation og deres opfattelse af, hvornår de gør deres arbejde godt, skal forandres.

På baggrund af evalueringen anbefaler KORA blandt andet:

  • At man fastholder rehabiliteringskonsulenternes daglige tilstedeværelse i teamene i lang tid, fordi de guider hjemmeplejerne til at forstå deres arbejde på den nye måde, og sikrer at den rehabiliterende tilgang praktiseres indtil den ligger på hjemmeplejernes ryggrad.
  • At der arbejdes aktivt med læring og blandt andet mødestyring for at fremme læringen om den nye tilgang i teamene. Hjemmeplejerne skal rustes til at turde stå ved den rehabiliterende tilgang, også overfor skeptiske borgere.
  • At der afsættes de nødvendige ressourcer til at oplære medarbejderne i at dokumentere det rehabiliterende arbejde.

Metode

Midtvejsevalueringen blev foretaget på baggrund af observationer, hvor KORA fulgte en visitator, en teamleder og en tovholder fra Det Gode Hverdagsliv samt en rehabiliteringskonsulent gennem en arbejdsdag. Herefter afholdt vi ni fokusgruppeinterview med alle de væsentligste aktører fra Det Gode Hverdagsliv: Borgere, hjemmesygeplejersker, rehabiliteringskonsulenter, visitatorer, træningsteam, tovholdere fra hjemmeplejen samt områdeledere og teamledere fra hjemmeplejen.

Mere fra samme projekt
Type: Rapport
Udgiver: KORA, København
Hvem har finansieret: Egedal Kommune
Vidensområder: Social, Sundhed
Kontakt

Anne Petersen

ORLOV, Projektleder

9135 6204 / anpe@vive.dk

Modtag vores nyhedsbrev