KORA og SFI er fusioneret. Vores nye navn er
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Se mere på vive.dk

Afhandling

ADHD som socialt og kulturelt fænomen i Kriminalforsorgen

En analyse af, hvordan diagnosticerede dømte voksne og frontmedarbejdere med relation til Kriminalforsorgen tilskriver ADHD-diagnosen betydning

De seneste årtier er der sket en eksplosiv vækst i antallet af mennesker, som får en ADHD-diagnose. Det gælder ikke mindst blandt dømte, som skal afsone under Kriminalforsorgens institutioner. Denne afhandling analyserer ADHD-diagnosen og dens konsekvenser for samspillet mellem klienterne og de ansatte i Kriminalforsorgen, for frontmedarbejdernes praksis og for de kriminelles identitet og selvforståelse.

Udskriv Del på
Forfattere: Nichlas Permin Berger
Udgivet: Maj 2015

ADHD som socialt og kulturelt fænomen i Kriminalforsorgen

Modelfoto: Lars Degnbol/KORA

Konklusion

Der findes et væld af forskellige forklaringer på det fænomen, at antallet af mennesker med en ADHD-diagnose vokser eksplosivt i Danmark. Lige fra epidemiologiske og medicinske tolkninger, der peger på, at mennesker generelt er blevet mere syge, til at vi er blevet bedre til at indfange lidelsen til de mere kritiske fortolkninger af udviklingen som resultat af en voksende diagnosekultur.  

Derudover ser vi en samfundsmæssig tendens til at betragte psykiske lidelser – herunder i væsentlig grad ADHD – som risikofaktorer i forhold til kriminalitet, antisocial adfærd, misbrug og andre sociale problemer. Trods det, at psykiatriske diagnoser er udviklet som arbejdsredskab for psykiatere og læger, benyttes de i moderne velfærdsstater på en lang række områder og spiller ind i reguleringen af tildelingen af ressourcer og rettigheder.

Med interesse i dette komplekse fænomen analyserer ph.d.-afhandlingen ADHD-diagnosen som et socialt og kulturelt fænomen i Kriminalforsorgens institutioner, hvor mennesker med ADHD-diagnose er overrepræsenterede i forhold til befolkningen generelt. Afhandlingen har fokus på, hvordan ADHD tilskrives betydning af voksne dømte, som selv har en ADHD-diagnose, og af frontmedarbejdere i Kriminalforsorgens institutioner.  

Afhandlingen udspringer i vidt omfang af en undren og en nysgerrighed omkring ADHD, der i dag er til genstand for diskussion og kontroverser såvel inden for som uden for Kriminalforsorgen.

Afhandlingen viser, at ADHD-diagnosen er karakteriseret ved, at informanterne i høj grad deler forståelsen af ADHD som en defekt i hjernen. Diagnosen har både konsekvenser for samspillet mellem indsatte/klienter og professionelle, for de professionelles handlingsstrategier og muligheder, og for de kriminelles måder at forstå sig selv på.

ADHD betragtes af alle informanter som en relevant og meningsfuld kategori, der er mulig at forhandle ud fra og også at påberåbe sig, selv uden at være diagnosticeret. Afhandlingen konkluderer endvidere, at ADHD-diagnosen giver kriminelle mulighed for at omforme fortællingen om sig selv mod en egentlig kriminalitetsafholdende identitet. Den konkluderer også, at Kriminalforsorgen – ligesom for eksempel beskæftigelsesområdet – står over for en udfordring med at finde ud af, hvordan man skal forholde sig til de mange ADHD-relaterede problematikker og afgrænse sig fra dem i forhold til de andre målrettede indsatser og tilbud i for eksempel kommunalt regi, som klienterne ofte benytter sig af. For frontmedarbejderne er spørgsmålet og udfordringen, hvordan man identificerer personer med ADHD, når ADHD-diagnosen tilsyneladende er så attraktiv blandt de kriminelle, og hvordan mennesker med ADHD bedst håndteres i praksis.

De kriminelle individers handlinger udlægges af informanterne som direkte konsekvens af individuelle neurokemiske processer i hjernen og taler i en kontekst, hvor spørgsmål om ansvar fylder meget. Man kan stille det spørgsmål, om italesættelsen og den relativt ukritiske beskrivelse af ADHD-diagnosen skal ses som individers måde at forvalte og håndtere den ansvarliggørelsesretorik og -fordring, som er karakteristisk for det moderne velfærdssamfund. I denne optik er spørgsmålet om, hvorvidt man kan være et selvstændigt agerende individ, hvis man har en ADHD-lidelse, ikke så meningsfyldt. Snarere kan man i dette perspektiv diskutere de kriminelle informanters ukritiske og næsten omfavnende måde at tillægge ADHD-diagnosen betydning. Dette kan tolkes som del af en styringsproces, hvor kriminelle i dette regi bliver objekter for forskellige interventioner og strategier som for eksempel kognitive adfærdsprogrammer.

Baggrund

Ph.d.-projektet er finansieret af Satspuljen/Socialstyrelsen, KORA, Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning, og Aalborg Universitet. Projektet blev gennemført i perioden 15. september 2011 til 15. september 2014 og var en del af et større forskningsprojekt om ADHD: ’Den sociale indsats over for familier og voksne med ADHD – samfundsmæssige strategier og praktiske løsninger’ af AAU og KORA. Projektet startede som led i Socialstyrelsens satsning på ADHD-området og bidrog til den første nationale handleplan på det sociale område (National ADHD-Handleplan – Pejlemærker, anbefalinger og indsatser på det sociale område).

Metode

Afhandlingen er baseret på et institutionelt etnografisk feltarbejde karakteriseret ved en række strategisk udvalgte besøg i to institutioner i Kriminalforsorgen i Danmark, i Kriminalforsorgen i Frihed (KiF) og i et fængsel i perioden 2011-2014. Det primære empiriske materiale består af interview med tilsynsklienter og af frontmedarbejdere samt observationer.

Type: Afhandling
Udgiver: Ph.d. afhandling, KORA & Aalborg Universitet, Institut for Sociologi og Socialt Arbejde, København
Hvem har finansieret: Satspuljen/Socialstyrelsen, KORA, Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning og Aalborg Universitet (AAU).
Vidensområde: Social