KORA og SFI er fusioneret. Vores nye navn er
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Se mere på vive.dk

Undersøgelse i gang

Nyt projekt skal hjælpe flere unge til en erhvervsuddannelse

VIVE skal gennem de kommende fire år følge og evaluere LøkkeFondens projekt LifeSkills LINIE 10. Projektet er målrettet unge i 10. klasse, der er usikre i forhold til deres uddannelse. Ved at løfte de unges faglige, personlige og sociale kompetencer skal projektet lette vejen til videre uddannelse.  

Udskriv Del på
Projektleder: Else Ladekjær
Projektmedarbejdere: Britt Østergaard Larsen og Mette Slottved
Projektperiode: December 2017 - december 2022
Et nyt projekt LifeSkills LINIE 10 skal få flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse. Modelfoto: Ricky John Molloy/VIVE

Baggrund

Danmark mangler faglært arbejdskraft nu og i fremtiden. Alt for få unge mennesker søger ind på erhvervsuddannelserne, og samtidig falder næsten halvdelen af eleverne fra igen.

Et nyt projekt LifeSkills LINIE 10 skal få flere unge til at vælge – og gennemføre – en erhvervsuddannelse. Projektet skal støtte elever i 10. klasse, der ønsker at tage en erhvervsuddannelse, men som mangler motivation og konkrete kompetencer. For den enkelte unge kan det være en betydelig personlig omkostning at vælge forkert eller falde fra i uddannelsesforløbet. Derfor skal projektet bane vejen for de unges uddannelse ved at løfte deres faglige, personlige og sociale kompetencer.

LøkkeFonden står bag det treårige projekt, som har modtaget 8,6 millioner kroner fra Industriens Fond til formålet.

Formål

VIVEs følgeforskning og evaluering af projektet sker i tre trin ved at følge først udviklingen, så implementeringen og siden virkningerne af LifeSkills LINIE 10.

I udviklingsfasen bidrager VIVE med konkret viden om for eksempel mentorindsatser for at kvalificere udviklingen af LifeSkills LINIE 10. Dernæst følger VIVE implementeringen af indsatsen både i pilotfasen, og når projektet rulles ud. Endelig følger vi elevernes udvikling og udbytte af LifeSkills LINIE 10. Det sker igennem interview, spørgeskemaundersøgelse med før og efter-målinger samt registeranalyser, hvor elevers færd efter 10. klasse følges. Her er fokus specifikt på, om eleverne bliver optaget på en erhvervsuddannelse – eller en anden uddannelse – og om de gennemfører den første periode.

Evalueringen er designet som et komparativt studie, hvor spørgeskema og registeranalyser gennemføres både blandt unge i projektet og i en kontrolgruppe af elever fra 10. klasse. På baggrund af det samlede materiale vurderes virkningen af LifeSkills LINIE 10.

Metoder

Casebesøg med interview, fokusgruppeinterview og observationer på skoler og kompetenceforløb samt interview med nøglepersoner.

Der benyttes survey-undersøgelser og registeranalyser.

Hvem finansierer: LøkkeFonden med finansiering af Industriens Fond
Samarbejdspartner(e): Høje Tåstrup Kommune (og deres 10. klasses center), NEXT
Vidensområde: Arbejdsmarked og uddannelse, Børn og unge og Økonomi og administration