KORA og SFI er fusioneret. Vores nye navn er
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Se mere på vive.dk

Undersøgelse i gang

Hverdagsliv og trivsel hos børn og unge med autisme

24.000 børn behandles årligt i den regionale psykiatri. En stor del af disse børn har autisme og brug for langsigtede indsatser. Men behandlingstilbuddene til børn med autisme har en meget uensartet karakter, og man ved meget lidt om, hvilke konsekvenser de har for børnenes hverdagsliv. Dette ph.d.-projekt vil kigge nærmere på betydningen af de forskelligartede støtte- og behandlingsmuligheder uden for hospitalsregi for børnenes trivsel og hverdag.

Udskriv Del på
Projektperiode: Marts 2015 - maj 2018

Baggrund

Hvert år bliver godt 24.000 børn og unge behandlet i den regionale psykiatri. En stor del af disse børn og unge har Autisme Spektrum Forstyrrelser, som er gennemgribende og kræver langsigtede indsatser for at støtte op om børnenes udviklingsmuligheder. Behandlingen og støtten uden for hospitalsregi er imidlertid meget uensartet, og forskellene har langt fra altid en faglig begrundelse. Vi ved alt for lidt om, hvilke konsekvenser de uensartede tilbud har for børnenes og de unges trivsel i hverdagen, og om hvordan børnenes trivsel udvikler sig over tid.

Samtidig savnes der forskningsbaseret litteratur, som anvender hverdagslivs-orienterede tilgange til at forstå hverdagslivspraksisser blandt børn og unge med Autisme Spektrum Forstyrrelser. Ph.d.-projektet vil øge viden om samspillet mellem de behandlingstilbud, børn og unge med autisme modtager, og hvordan deres trivsel i hverdagen udvikler sig over tid.

Endelig vil ph.d.-projektet bidrage med metodiske perspektiver i forhold til børn med autisme som undersøgelsesfelt. Forskellige interviewtekniske tilgange til børnene vil blive anvendt i projektet og frembringe viden om, hvordan børnene bedst gives stemme.

Metoder

Problemstillingen vil blive undersøgt på grundlag af 1) et kvantitativt forløbsstudie baseret på spørgeskemaer, der følger et udsnit af børn og unge samt deres forældre efter udredning og/eller behandling i den specialiserede behandlingspsykiatri over en 8-10 måneder, samt 2) et kvalitativt studie, der dels zoomer ind på 10-15 børn/unges erfaringer med at modtage støtte (eller manglen på samme) i deres hverdagsliv, og dels følger en gruppe af børn og unge i Center for Autisme over en periode på seks måneder. Ph.d.-projektet vil bidrage ved at berige forståelsen af hverdagsliv og trivsel hos børn og unge med Autisme Spektrum Forstyrrelser, og resultaterne kan bruges i den videre forskning og udvikling af den voksende børne- og ungdomspsykiatri. Link til forældrespørgeskemaet i projektet (engelsk version) findes her

KORAs andel i projektet

Pernille Skovbo Rasmussen gennemfører ph.d.-forløbet og er indskrevet ved Sociologisk Institut, Københavns Universitet, hvor hun også kan træffes på pr@soc.ku.dk. Desuden er Pernille Skovbo Rasmussen i perioden 2015-2018 også samtidig ansat i Region Hovedstadens Børne- og Ungdomspsykiatris Forskningsenhed og kan her træffes på pernille.skovbo.rasmussen@regionh.dk.

Hvem finansierer: FSE
Vidensområde: Børn og unge og Sundhed