KORA og SFI er fusioneret. Vores nye navn er
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Se mere på vive.dk

Undersøgelse i gang

Forbedret datagrundlag på det specialiserede socialområde

Et nyt projekt fra KORA skal forbedre muligheden for at sammenligne kommunernes udgifter til forskellige sociale ydelser til børn og voksne. Hvad koster det fx at anbringe en udsat ung i egen bolig? Hvad er prisen på en hjælperordning til en borger med handicap? Og er der forskel fra kommune til kommune? KORA kommer i samarbejde med en række kommuner med anbefalinger til at forbedre datagrundlaget for at svare på disse spørgsmål.

Udskriv Del på
Projektleder: Kasper Lemvigh
Projektperiode: Maj 2016 - august 2017
Hvordan kan kobling af data forbedre mulighederne for at lave analyser og sammenligninger af, hvordan kommuner bruger penge på det specialiserede socialområde? Modelfoto: Ricky John Molloy/KORA

Baggrund

Social- og Indenrigsministeriet ønsker at styrke mulighederne for at foretage nationale analyser og sammenligninger af, hvordan kommunerne bruger pengene på det specialiserede socialområde. Derfor har Social- og Indenrigsministeriet bedt KORA om at afdække, udnytte og komme med anbefalinger til at forbedre mulighederne for at koble valide og sammenlignelige data om udgifter og aktiviteter.

Formål

KORA undersøger, hvordan data om udgifter til bestemte sociale ydelser og foranstaltninger kan kobles til data om modtagere af disse ydelser og foranstaltninger. Det undersøges for det specialiserede socialområde, herunder:

  • Området for udsatte børn og unge
  • Området for handicappede, sindslidende og udsatte voksne.

Undersøgelsen omhandler data på både kommune- og individniveau.

Kommuneniveau

På kommuneniveauet undersøger KORA, i hvilket omfang, det ud fra tilgængelige data er muligt at opgøre retvisende enhedsudgifter. Med hjælp fra udvalgte kommuner afdækker KORA, hvilke fejlkilder og problemer med validitet og sammenlignelighed, der knytter sig til de enhedsudgifter, der i dag er mulige at opgøre.

På den baggrund kommer KORA med anbefalinger til, hvordan man kan forbedre datagrundlaget for at opgøre valide og sammenlignelige enhedsudgifter på det specialiserede socialområde. Analysen vil synliggøre muligheder og begrænsninger i de nuværende data. Den vil også pege frem mod mulige forbedringer i de kommunale aktivitetsdata og den kommunale kontoplan.

Individniveau

På individniveauet undersøger KORA, hvordan og i hvilket omfang kommunerne selv arbejder med at koble data om udgifter med data om aktiviteter for derved at kunne opgøre udgifterne knyttet til den enkelte ydelsesmodtager. Dermed bliver det muligt for KORA at skabe et billede af forskellene mellem kommunerne og pege på muligheder og begrænsninger i arbejdet med at koble udgifts- og aktivitetsdata på individniveau. Derudover skal undersøgelsen give anbefalinger til, hvordan kommunerne kan komme videre i dette arbejde, og til, hvordan centraladministrationen kan støtte op om indsatsen.

KORA formidler undersøgelsens resultater og anbefalinger i to rapporter i foråret 2017; én om børneområdet og én om voksenområdet.

Metoder

KORA gør i undersøgelsen brug af flere forskellige metoder, herunder registerdataanalyser, interviews samt workshops med udvalgte kommuner.

Hvem finansierer: Social- og Indenrigsministeriet samt satspuljemidler
Vidensområde: Børn og unge, Social og Økonomi og administration
Kontakt

Kasper Lemvigh

Seniorprojektleder

9135 6205 / kale@vive.dk

Modtag vores nyhedsbrev