KORA og SFI er fusioneret. Vores nye navn er
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Se mere på vive.dk

Nyhed, 10. februar 2017

Behov for flersidet indsats for at få flere unge i gang

Udskriv Del på

Der skal skrues på flere håndtag samtidig, hvis flere unge skal i gang med og fastholde en ungdomsuddannelse. Og indsatsen skal støtte den unge både fagligt og personligt. Det viser en ny undersøgelse, som KORA har gennemført i samarbejde med SFI og EVA.

Next 44 HIGH
Mentorordning, et trygt læringsmiljø, små klasser og undervisning målrettet den enkelte elev er nogle af de faktorer, som kan hjælpe unge 16-25-årige i overgangen til ungdomsuddannelse eller beskæftigelse. Foto: Ricky John Molloy/KORA

Mentorordning, et trygt læringsmiljø, små klasser og undervisning målrettet den enkelte elev. Det er bare nogle af de faktorer, som kan hjælpe unge 16-25-årige, der har brug for ekstra støtte i overgangen til ungdomsuddannelse eller beskæftigelse.

For de mest udsatte og skoletrætte unge kan undervisning på små hold med flere lærerressourcer pr. elev desuden være det, der skal til for at knække uddannelsesnødden. Små hold giver bedre mulighed for en god relationsdannelse til lærerne og de øvrige unge på holdet, og det kan være afgørende for, at den unge føler sig tryg og motiveret for læring.

De unge, der har faglige udfordringer, har nemlig i høj grad også sociale udfordringer, som er mindst lige så vigtige at forholde sig til. Derfor skal indsatsen for at få disse unge i gang med og fastholde en uddannelse gå på flere ben. Den skal forholde sig til såvel den unges faglige som personlige kompetencer og til ressourcer og behov.

Det viser undersøgelsen ’Overgange, metoder og værktøjer i de forberedende tilbud’, som KORA i samarbejde med SFI og EVA har foretaget for Undervisningsministeriet.

Komplekse indsatser

De tilbud og programmer, der har succes med at skabe trygge overgange fra én uddannelsesinstitution til en anden og fastholde de unge i uddannelse, rummer netop mange sideløbende indsatser, viser analysen.

Især har kombinationen af fire elementer en positiv virkning. Det drejer sig om:

  • Individuel støtte både personligt og fagligt i form af mentorer og tutorer
  • Gode rammer for læring som eksempelvis små hold og tæt kontakt mellem elev og lærer
  • Differentieret undervisning med blandt andet tydelig feedback og klare mål for læringen
  • Tæt samarbejde mellem relevante instanser som skoler, jobcentre, UU-mentorer og det lokale erhvervsliv.

Fordi de unges udfordringer er sammensatte, kræves der også en høj kompleksitet i indsatsen, hvis den skal være succesfuld, siger seniorprojektleder i KORA, Mette Slottved.

- Overordnet gælder de samme principper her som for al god undervisning. Det er bare endnu vigtigere at sikre rammerne for den gode undervisning, hvis man skal motivere og fastholde denne målgruppe af unge, siger Mette Slottved.

Bred målgruppe med forskellige behov

- Der er tale om en meget bred og differentieret målgruppe, som motiveres af forskellige former for undervisning, så der er ikke en ’one size fits all’, understreger Mette Slottved.

- Hvor nogle af de unge godt kan fungere i et klasserum, vil andre have brug for eksempelvis en praktisk tilgang til læringen. Og en del af målgruppen er sårbare unge, der har brug for en håndholdt indsats i overgangen fra grundskole til ungdomsuddannelse.

- Efter at man har indført adgangskrav på ungdomsuddannelserne, er det vigtigtigere end nogensinde at finde ud af, hvordan man får de sidste unge med, siger Mette Slottved.

Undersøgelsen er udført for Undervisningsministeriet og består af tre elementer: et dansk litteraturstudie, et udenlandsk litteraturstudie og casestudier af syv forberedende tilbud. Den er en del af analysegrundlaget til den ekspertgruppe, der skal komme med anbefalinger til, hvordan de unges uddannelsesadfærd kan målrettes, så deres behov i højere grad tilgodeses, og frafald og dobbeltuddannelse minimeres.

Fakta om undersøgelsen

I januar 2016 blev der nedsat en ekspertgruppe, som skal komme med anbefalinger til, hvordan man kan løse udfordringerne med, at mange unge kommer sent i gang med en ungdomsuddannelse, falder fra undervejs eller tager flere ungdomsuddannelser.

Denne rapport er en af flere rapporter, som udarbejdes af KORA, SFI og EVA for Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling, og som skal bruges som vidensgrundlag for ekspertudvalget.

Undersøgelsen retter fokus på, hvad der virker i forhold til at få unge videre i uddannelse og beskæftigelse og er baseret på en systematisk gennemgang af eksisterende forskning og viden på området samt på casestudier af syv forberedende forløb med gode resultater i forhold til at skabe overgange til ungdomsuddannelserne.


Kontakt

Niels Matti Søndergaard

ORLOV, Seniorprojektleder

6195 8662 / niso@vive.dk

Mette Slottved

ORLOV, Seniorprojektleder

2270 3346 / mesl@vive.dk

Modtag vores nyhedsbrev