KORA og SFI er fusioneret. Vores nye navn er
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Se mere på vive.dk

Notat

Back to Life

Evaluering af en peer-to-peer-baseret rehabiliteringsindsats til mennesker, hvis liv er drastisk ændret
The Back to Life Project er et rehabiliteringstilbud til mennesker, der har fået alvorlige fysiske skader efter en ulykke eller sygdom. Deltagere og samarbejdspartnere oplever, at projektet er en succes. 
Udskriv Del på
Forfattere: Laura Emdal Navne
Udgivet: Oktober 2017

Back to Life

VIVEs evaluering af projektet viser, at både deltagere og samarbejdspartnere er begejstrede for indsatsen. Modelfoto: Lars Degnbol/VIVE

Baggrund

Rehabiliteringstilbuddet The Back to Life Project henvender sig til mennesker, der er blevet alvorligt skadede efter en ulykke eller sygdom. Disse mennesker skal både komme sig psykisk oven på ulykken, de skal genoptrænes fysisk, og de skal forholde sig til en bred vifte af forskellige aktører – for eksempel forsikringsselskab, bank, kommunale sagsbehandlere, familie og venner.

The Back to Life Project forsøger at hjælpe disse mennesker med fokuseret genoptræning og med at koordinere kontakten til alle de andre aktører, der er involveret i deres forløb.

Konklusion

VIVEs evaluering af projektet viser, at både deltagere og samarbejdspartnere er begejstrede for indsatsen. Deltagerne oplever, at indsatsen har flyttet dem markant både fysisk og mentalt. Og samarbejdspartnerne oplever, at Back to Life skaber konstruktive alliancer på tværs af sektorer.

Projektet er baseret på såkaldt peer-støtte, hvor den, som står for den fysiske træning og praktiske hjælp, er én, der selv har prøvet et lignende forløb. Tilgangen byder på et stærkt personligt engagement fra de frivillige, som i sig selv er motiverende og støttende for det menneske, der står i en svær situation. Det offentlige kan med fordel lade sig inspirere af denne ligeværdige tilgang.

Projektet er organisatorisk uafhængigt af det etablerede, offentlige system, hvilket både synes at være projektets styrke og dets svaghed. Som uafhængig instans har Back to Life mulighed for at skræddersy indsatsen til den enkelte deltager, men denne høje grad af fleksibilitet og tilpasningsevne gør det omvendt vanskeligt at tvinge indsatsen ned i et fast koncept, som andre direkte kan kopiere og udbrede. Alligevel peger evalueringen på, at både projektets værdier og dets indhold kan inspirere lignende indsatser.

Flere af de elementer, som vi har beskrevet i denne evaluering, lader sig gennemføre af andre frivillige, med samme engagement og samme værdigrundlag. Dog viser Back to Lifes erfaringer også, at arbejdet ikke lader sig løse helt uden finansiering.

Metode

Evalueringen er baseret på henholdsvis en analyse af skriftligt materiale om projektet og om deltagernes rehabiliteringsforløb samt 25 kvalitative interviews med deltagere og samarbejdspartnere. Formålet har været dels at beskrive rehabiliteringsindsatsen og dens konkrete tilbud og indhold, dels at belyse deltageres og samarbejdspartneres oplevede effekt af tilbuddet.

Type: Notat
Udgiver: VIVE, København
Hvem har finansieret: Det Obelske Familiefond
Vidensområder: Social, Sundhed