KORA og SFI er fusioneret. Vores nye navn er
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Se mere på vive.dk

Webudgivelse

Koordinerende indsatsplaner sætter spot på centrale problemer

Foreløbige erfaringer med koordinerende indsatsplaner i psykiatri og misbrugsbehandling tyder på, at de ikke i sig selv løser problemer. De tydeliggør snarere, hvilke udfordringer der skal tages fat på, hvis man vil have et frugtbart samarbejde på tværs af sektorer. Det skriver Martin Sandberg Buch i et blogindlæg i Kommunal Sundhed.
Udskriv Del på
Udgivet: 11. december 2017

Koordinerende indsatsplaner sætter spot på centrale problemer

De sidste 10-15 år har der været fokus på at styrke indsatsen for mennesker, som både har et misbrug og psykisk sygdom. Modelfoto: Sine Fiig/VIVE

De sidste 10-15 år har der været fokus på at styrke indsatsen for mennesker, som både har et misbrug og psykisk sygdom. Det er tiltrængt, fordi der er tale om en gruppe borgere, som ofte er endt som kastebold mellem de mange enheder og fagligheder i misbrugsbehandling, social- og behandlingspsykiatrien.

En vigtig del af indsatsen for disse borgere er de koordinerende indsatsplaner (KI-planer), som kommuner og regioner via satspuljen har fået midler – og pligt – til at implementere i perioden 2013-2017. De fire år er ved at være gået – og der er allerede udmeldt nye satspuljer med nye indsatsområder og andre problemstillinger for psykiatrien. Men i hvilket omfang er KI-planerne blevet implementeret som forventet? Og hvilke fremadrettede fokuspunkter giver erfaringerne anledning til?

Store forventninger

Forventningerne til KI-planerne har været – og er stadig – store. Planerne skal give de professionelle et overblik over borgerens aktuelle udfordringer og koordinere de indsatser, der skal sættes i værk på tværs af aktører og sektorer. For borgerne skal KI-planerne skabe en mere sammenhængende indsats og et større udbytte af den behandling, de får. Samtidig skal planerne medvirke til, at medarbejderne i regioner og kommuner har mulighed for at iværksætte en koordineret behandling på tværs af psykiatrien og stof- og alkoholbehandlingen.

Mål og forventninger er der altså nok af. Men de foreløbige erfaringer tyder på, at det kræver en overordentlig stor indsats at omsætte visionerne og de overordnede retningslinjer til en ny og bedre samarbejdspraksis.

Udfordringer i praksis

I praksis har der vist sig en række spørgsmål, som mangler at blive besvaret og udmøntet i konkrete samarbejdsmodeller. For eksempel:

  • Hvem tager initiativ til at oprette en plan – og er det at tage initiativ det samme som at tage ansvaret for planen?
  • Hvornår involveres borgere og pårørende i planen, og hvordan man overhovedet får borgerne til at give samtykke?
  • Hvordan undgår man at planen ender som endnu et redskab, der konkurrer med allerede eksisterende planer?
  • Hvordan samles tværgående viden i planen, og hvordan vedligeholdes planen på tværs af sektorer og systemer?
  • Hvem gør hvad, når planens rationelle og langsigtede perspektiv går i vasken i mødet med en kaotisk borger, der netop ikke er i stand til at følge en plan?
  • Hvem er tovholder for planen, og hvilke kompetencer skal tovholderen have?
  • Hvilke forpligtelser har de involverede aktører i at realisere planen – og hvor meget tid skal de i sidste ende allokere til det enkelte forløb?

Listen illustrerer et generelt dilemma, som ofte knytter sig til nye tværgående tiltag: de kræver, at der udvikles en helt ny samarbejdsorganisation, gode arbejdsdelinger, fælles viden og gode relationer på tværs af de involverede fagpersoner. Og så kræver de, i sidste ende også at borgerne er i stand til at følge de planer der lægges.  Hverken KI-planerne eller de aftaler, der laves omkring dem, ændrer imidlertid på psykiatriens og misbrugsbehandlingens grundlæggende organisatoriske og faglige udfordringer og de særlige udfordringer, der er forbundet med behandling af mennesker med komplekse misbrugs og psykiske problemer.

Godt begyndt…

KI-planerne er nok i højere grad udtryk for et ønske om, hvordan tingene ideelt set skal foregå, end de er en reel løsning på de problemer, man ønsker at adressere. Anvendelsen af KI-planer kræver i virkeligheden, at der i udgangspunktet er fælles viden, velfungerende arbejdsdelinger og mulighed for at investere ressourcer i styrket samarbejde og opfølgning.

Der har ikke været afsat midler til at evaluere systematisk på arbejdet med KI-planer, og derfor ved vi reelt ikke, hvor langt arbejdet er, samt hvilke resultater der er blevet skabt. VIVE har dog evalueret de foreløbige erfaringer fra Region Hovedstadens arbejde med KI-planer. Erfaringerne her indikerer, at KI-planerne ikke er en færdig løsning, men snarere en anledning til at tage fat på det langsigtede arbejde med at fremavle en kultur for samarbejde, fælles viden, anderkendelse og respekt. Det virkelige potentiale i KI-planerne ligger derfor snarere i de udviklingsbehov, der tydeliggøres via arbejdet med dem end planerne i sig selv.

Arbejdet med KI-planer er måske godt begyndt, men langt fra fuldendt. Dette er vigtigt at huske på – nu hvor der igen er kommet nye puljer med nye indsatser og fokusområder.

Type: Webudgivelse
Udgiver:
Vidensområder: Sundhed, Social