KORA og SFI er fusioneret. Vores nye navn er
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Se mere på vive.dk

Fagbladsartikel

Borgerne vil helst bruge penge på ældre og børn

Vælgerne er ikke i tvivl om, hvad man skal bruge flere penge på, og hvad man skal bruge færre penge på i kommunerne. Især skal ældreområdet, skolerne og daginstitutionerne have flere penge, mener borgere – og her er de helt på linje med lokalpolitikerne. Det skriver VIVEs Kurt Houlberg og Ulf Hjelmar i denne kronik, der har været bragt i Danske Kommuner. 
Udskriv Del på
Forfattere: Kurt Houlberg og Ulf Hjelmar
Udgivet: November 2017

Borgerne vil helst bruge penge på ældre og børn

Borgerne prioriterer børn og ældre. Modelfoto: Ricky John Molloy/VIVE

VIVE har spurgt et repræsentativt udsnit af vælgerne om, hvorvidt de synes, deres kommune bruger for få, tilpas eller for mange penge på en række kommunale udgiftsområder. Svarene tegner et billede af, at det især er budgetterne til ældre og børn, der ifølge borgerne bør opprioriteres. Dette er i figuren illustreret ved at trække den andel af borgerne, der mener, at der bruges for mange penge på et område, fra den andel, der mener, der bruges for få penge. Jo højere tallet i figuren er, jo større flertal er der altså for, at der skal bruges flere penge på området.

Billede1

Borgerne prioriterer børn og ældre

Ældreområdet er det kommunale udgiftsområde, som ifølge borgerne har størst behov for en økonomisk saltvandsindsprøjtning. Her mener 60 procent, at der bruges for få penge, mens blot to procent mener, at der bruges for mange. Forskellen på 58 procentpoint er, som det fremgår af figuren, den største forskel, vi finder på tværs af de kommunale udgiftsområder. Folkeskolen er det område, som ifølge borgerne i næsthøjest grad bør have tilført flere penge, ligesom også områderne for dagtilbud og udsatte børn og unge har en høj udgiftspolitisk prioritering blandt borgerne. Disse områder er i forvejen de mest udgiftstunge i de kommunale budgetter, men er ifølge borgerne de mest centrale borgernære velfærdsydelser, som yderligere bør opprioriteres. Borgernes høje prioritering af ældreområdet hænger givetvis sammen med, at der i disse år er et demografisk udgiftspres på området, fordi der i stort set alle kommuner bliver flere ældre, og ikke mindst at der bliver flere i de ældste aldersgrupper. 

Omvendt peger borgerne i særlig grad på administrationen som det område, der skal bruges færre penge på. Borgernes svar tyder på, at administrationen opfattes som ”kolde hænder”, og at borgerne ikke mener, de bidrager til velfærden i samme grad som de ”varme hænder”, der leverer konkret service ude blandt borgerne. I den reelle kommunale dagligdag er der imidlertid mange administrative opgaver, der handler om at styre konkrete sektorområder eller de politiske processer omkring velfærdsydelserne. Besparelser på administrationen vil potentielt medføre længere telefontider, længere behandlingstider i forhold til byggesager og borgerhenvendelser på ældreområdet, flere fejl i behandlingen af klagesager osv. – men det indgår sandsynligvis ikke i borgernes overvejelser om det, der betragtes som ”kolde hænder”. Næst efter administrationsområdet er det ifølge borgerne udgifterne til idræt, kultur og fritid samt til beskæftigelsesforanstaltninger, der skal nedprioriteres til fordel for udgifterne til ældre og børn.

Køn og alder gør en forskel

Figuren tegner et billede af borgerne under ét. Bagved gemmer sig naturligvis en række forskelle mellem de enkelte borgeres prioriteringer, der blandt andet afhænger af køn og alder. Undersøgelsen viser for eksempel, at borgere i alderen 25-66 år i højere grad end de yngre og de ældre ønsker at opprioritere folkeskoler og dagtilbud – og samtidig i højere grad ønsker at nedprioritere de administrative udgifter. I lighed med de ældre borgere ønsker borgerne i alderen 25-66 år desuden i højere grad end de unge, at ældreområdet tilføres flere ressourcer. Fokuserer vi på de mindre borgernære områder, falder det i øjnene, at de ældre borgere i mindre grad end de øvrige aldersgrupper peger på vejområdet som et muligt spareobjekt. 

Kvinder er på en række af de borgernære områder mere tilbøjelige end mænd til at ønske flere ressourcer. Uanset om vi ser på ældre, dagtilbud, skoler eller udsatte grupper, så peger kvinderne i højere grad end mændene på, at disse områder bør opprioriteres i de kommunale budgetter. Omvendt er mændene mere tilbøjelige end kvinderne til at ville øge udgifterne til vedligeholdelse af de kommunale veje.

Skal træffe de svære valg

I en anden undersøgelse har VIVE spurgt lokalpolitikerne, hvordan de ville bruge de ekstra midler, hvis der var flere penge til rådighed – og hvor de omvendt ville finde besparelserne, hvis der var færre penge til rådighed. Selv om borgerne og politikerne ikke er spurgt på helt samme måde, giver en sammenligning af deres svar alligevel et fingerpeg om, hvorvidt deres prioriteringer stemmer overens. 

Svarene viser, at der er stor overensstemmelse. Både lokalpolitikere og borgere prioriterer at bruge flere penge på ældre og børn – og peger på, at pengene især skal findes på administrationsområdet og i mindre udstrækning på kultur- og fritidsområdet og beskæftigelsesområdet. Under den overordnede enighed er der nogle mindre nuanceforskelle. Borgerne er således mere villige end lokalpolitikerne til at bruge flere penge på udsatte børn og unge og mindre villige til at spare på vejområdet. Når politikerne i højere grad end borgerne peger på at spare på vedligeholdelsen af vejene, kan det hænge sammen med, at vejudgifterne i lighed med administrationsudgifterne er ”ansigtsløse”, og at det politisk er mindre kostbart at pege på besparelser på ”områder, hvor det er svært at sætte borgeransigter på besparelsen”, og hvor besparelserne ikke umiddelbart ser ud til at have konsekvenser for den borgernære service. 

I modsætning til den virkelighed, som lokalpolitikerne skal prioritere de kommunale budgetter indenfor, så har borgerne ikke haft et budget at skulle overholde. Sammenlagt peger borgerne således på, at der skal bruges flere penge på otte ud af de ni udgiftsområder – og kun spares på et enkelt område. Selv hvis det skulle være muligt for lokalpolitikerne at spare nogle penge på administrationen, så dækker administrationsudgifterne blot lidt over 10 procent af de samlede kommunale udgifter. Her vil besparelser altså ikke i praksis kunne dække de ønsker, som borgerne har. Det budget, borgerne ideelt set ønsker sig, er et budget, som økonomisk ikke kan hænge sammen. Alle ønskerne kan ikke opfyldes. Der vil uundgåeligt skulle prioriteres, og det er lokalpolitikernes ret og pligt at foretage denne prioritering. Velvidende at de ikke kan gøre alle borgerne tilfredse. Det er det økonomiske bagtæppe for den igangværende kommunale valgkamp. 

Lokalpolitikerne ved, at det kan koste stemmer at pege på konkrete besparelser på de områder, som vælgerne betragter som kernen i den borgernære kommunale service. Uanset politisk ståsted vil de fleste lokalpolitikere i valgkampen søge at profilere sig på, at de vil bruge flere penge på at sikre den borgernære velfærd til ældre og børn – helt i tråd med de udgiftspolitiske ønsker i befolkningen. I lyset af borgernes ønsker om øgede udgifter på stort set alle kommunale velfærdsområder vil de fleste lokalpolitikere derimod foretrække at udtale sig i mere vage vendinger, når de skal pege på, hvor eventuelle besparelser på velfærden skal findes. 

 

Type: Fagbladsartikel, Nyhedsmagasinet Danske Kommuner, 2017, nr. 30: 16-17
Vidensområde: Børn og unge