KORA og SFI er fusioneret. Vores nye navn er
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Se mere på vive.dk

Rapport

Litteraturreview om progression for ikke-arbejdsmarkedsparate ledige

Tro på egne jobevner, selvvurderet helbred og samlet vurdering af arbejdsevne er faktorer, der forudsiger ikke-arbejdsmarkedsparate lediges chance for senere job, og som derfor kan bruges som progressionsmål. Men vi mangler viden om, hvilke beskæftigelsesindsatser der kan øge de lediges fremskridt mod job. 
Udskriv Del på
Udgivet: September 2017

Litteraturreview om progression for ikke-arbejdsmarkedsparate ledige

Denne rapport indeholder en litteraturoversigt over, hvilke faktorer der kan være gode delmål for ledige inden beskæftigelse og dermed kan være indikatorer, der forudsiger job. Rapporten er udarbejdet for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. Modelfoto: Sine Fiig/VIVE

Baggrund

Nogle borgere modtager offentlig overførselsindkomst i en længere årrække – også overførsler, hvor lovgivningen ellers tilsiger, at ydelsen er midlertidig. Ikke desto mindre findes der få indsatser, hvor det er dokumenteret, at indsatserne kan hjælpe ledige med problemer ud over ledighed i job. For at forbedre indsatsen over for de udsatte ledige kan det være nødvendigt at måle resultater, der dokumenterer, om indsatsen bringer dem tættere på job.

Denne rapport indeholder en litteraturoversigt over, hvilke faktorer der kan være gode delmål for ledige inden beskæftigelse og dermed kan være indikatorer, der forudsiger job. Rapporten er udarbejdet for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

Litteraturoversigten omhandler indikatorer for ledige, der kan forudsige den senere chance for job. Der fokuseres på indikatorer, der beskriver personlige egenskaber, som kan måles kvantitativt, er foranderlige over tid, og hvor der foreligger dokumentation for, at de har sammenhæng med sandsynligheden for at komme i job.

Litteraturoversigten er inddelt i to dele: Første del ser på, hvilke kvantitative studier af egenskaber ved ledige, der forudsiger chancen for senere job. Anden del ser på studier, der undersøger, om indsatser kan påvirke disse egenskaber og skabe progression mod job.

Konklusion

Der er fundet 14 studier med 43 estimerede sammenhænge mellem potentielle progressionsfaktorer og chancen for job. Resultaterne viser ikke entydigt, hvilke progressionsfaktorer der kan forudsige job – dertil er grundlaget for begrænset – men de giver nogle indikationer. De 43 fund er grupperet i 9 overordnede temaer.

Inden for de 9 temaer foreligger der mest viden om vurdering af samlet arbejdsevne, selvvurderet helbred samt troen på egne evner. Resultaterne peger på, at disse tre temaer er gode til at forudsige chancen for senere job. De øvrige temaer inkluderer bl.a. psykisk velbefindende, problemer med alkoholmisbrug, social kontakt, jobsøgning og karriereidentitet. For disse temaer er resultaterne ikke entydige.

Resultaterne i del 2 tyder på, at flere indsatser kan have en positiv indflydelse på nogle af de fundne indikatorer, der forudsiger job. Eksemplerne viser, at forskellige indsatser godt kan mindske de lediges barrierer på vejen mod job, uden at vi nødvendigvis kan se jobeffekter på den korte bane. De bidrager derfor med nyttig viden om indsatserne, der nuancerer vores billede af, hvordan indsatserne virker. Men samlet set findes der sparsom viden om effekten af indsatser for ledige på progression mod job.

Metode

I første del af undersøgelsen er der søgt i følgende databaser: EconLit, Sociological Abstract, PsycInfo, SveMed, Netpunkt, Libris, Bibsys og oria.no. Søgningerne er afgrænset til studier på engelsk eller skandinaviske sprog, som er udgivet efter år 2000. Der er søgt på en afgrænset liste af søgeord. Studier er udvalgt efter tre kriterier: 1) forløbsstudier med kontrol for baggrundsforhold, 2) studier med dokumenterede kvantitative sammenhænge, og 3) det er ikke studier af sygemeldte fra beskæftigelse.

De fundne studier er suppleret med studier fra eksisterende review om beskæftigelsesindsatser for psykisk syge ledige.

Andel del af litteraturoversigten omhandler sammenhæng mellem indsatsen og udviklingen i én eller flere af de progressionsfaktorer, der blev identificeret i første del. Denne del er ikke udført som en systematisk søgning, men på baggrund af søgninger ud fra de fundne studier i første del. Der er inddraget studier, som anvender design, der kan sandsynliggøre en årsagssammenhæng.

Type: Rapport
Udgiver: VIVE, København
Hvem har finansieret: STAR
Vidensområde: Arbejdsmarked og uddannelse