KORA og SFI er fusioneret. Vores nye navn er
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Se mere på vive.dk

Nyhed, 21. februar 2017

VIVE tager temperaturen på lokaldemokratiet

Udskriv Del på

I november skal danskerne stemme til kommunalvalget, og i den forbindelse undersøger VIVE lokalpolitikernes arbejdsvilkår og lokaldemokratiets rolle. Resultaterne af undersøgelsen sammenlignes med tilsvarende undersøgelser fra de seneste to kommunalvalgår.

Kvinde ved rådhus
Undersøgelsen skal give et bidrag til debatten om lokaldemokratiets tilstand og et billede af, hvordan lokaldemokratiet har udviklet sig siden kommunalreformen. Modelfoto: Lars Degnbol/VIVE

Hvor lang tid bruger lokalpolitikerne på deres arbejde? Hvilke styringsudfordringer ser de som centrale? Hvordan oplever de deres politiske og økonomiske råderum? Disse spørgsmål svarer lokalpolitikere i hele landet på i disse dage.

- Svarene giver os mulighed for at vurdere lokalpolitikernes arbejdsvilkår, og hvor stort de oplever, deres råderum er, siger professor Lene Holm Pedersen fra VIVE.

VIVE (tidligere KORA) gennemførte en lignede undersøgelse ved kommunalvalgene i 2009 og 2013, og undersøgelsen bliver dermed den tredje af sin art.

- Koblingen af resultaterne fra de tre undersøgelser giver os en enestående mulighed for at vurdere, hvordan lokaldemokratiets tilstand har udviklet sig over tid, siger Lene Holm Pedersen.

Bred undersøgelse

Undersøgelsen har fokus på, hvad der udgør rammerne for kommunalpolitikernes arbejdsvilkår, hvordan politikerne formår at udfylde disse rammer, og hvordan rammerne har ændret sig over tid. Formålet er at afklare og belyse de forhold, der har betydning for lokalpolitikernes rolle og råderum.

VIVE undersøger en række aspekter af lokalpolitikernes arbejdsvilkår og rolle:

  1. Hvor lang tid bruger lokalpolitikerne på deres arbejde, og hvad bruger de tiden på?
  2. Hvordan oplever lokalpolitikerne deres egen politiske indflydelse og samarbejdet i kommunalbestyrelsen?
  3. Hvordan er rammevilkårene i form af kommunernes økonomiske råderum og lokalpolitikernes vurdering af deres råderum i forhold til administrationen?
  4. Hvordan er kommunalpolitikernes motivation for politisk deltagelse?
  5. Hvilke styringsudfordringer ser kommunalpolitikerne fremover?

- Samlet set giver undersøgelsen et godt indspark til debatten om lokaldemokratiets tilstand, og det giver os et billede af, hvordan lokaldemokratiet har udviklet sig siden kommunalreformen, siger Lene Holm Pedersen.

Sådan gør vi

  • Undersøgelsen bliver sendt ud til alle kommunalbestyrelsesmedlemmer i hele landet, i alt ca. 2.500.
  • Det er en internetbaseret survey.
  • Lokalpolitikerne er sikret fuld anonymitet, når de deltager.
  • Undersøgelsen forventes at blive offentliggjort i sensommeren 2017 – umiddelbart før kommunalvalget.
Kontakt

Lene Holm Pedersen

Professor og forskningsleder

6063 8107 / leho@vive.dk

Modtag vores nyhedsbrev