KORA og SFI er fusioneret. Vores nye navn er
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Se mere på vive.dk

Nyhed, 16. juni 2016

Mit sundhedsvæsen – forløb, kvalitet og sammenhæng

Udskriv Del på

Det danske sundhedsvæsen er en stor og kompleks maskine, der dag og nat arbejder med at sikre borgernes sundhed. Ambulancer og akutberedskaber er på plads, hvis uheldet er ude. Specialer er samlet, og nye sygehuse tager form. Vi får enestuer og inddrages i større eller mindre omfang i behandlingen. Vi udskrives så hurtigt, det er muligt igen, skriver Pia Kürstein Kjellberg i denne klumme.

Pia Kjellberg 3
Foto: Agnete Schlichtkrull/KORA

Det, der optager mig er forløbene og sammenhængene i sundhedsvæsenet. Er der adgang, når jeg har behov? Kommer jeg det rigtige sted hen, møder jeg den rigtige fagperson, og har han eller hun mulighed for at igangsætte den behandling eller indsats, der er den fagligt rigtige for mig?

I det sundhedsvæsen, vi har skabt, er der områder, hvor vi systematisk er udfordret. Det handler både om indgangen til og udgangen fra sygehus. Det handler om organisatoriske grænseflader og opstår i samarbejdet mellem kommuner, sygehuse og almen praksis.

Rum til forbedring af kommuners tilbud

Kommunerne har siden strukturreformen arbejdet med at udvikle det 'kommunale sundhedsvæsen', hvor nye tilbud om forebyggelse, genoptræning og rehabilitering tager form og supplerer eksisterende tilbud om sundhedspleje, hjemmepleje og hjemmesygepleje. Men der er fortsat stor forskel på det tilbud, borgerne får, når de udskrives fra sygehuset.

I nogle tilfælde er det velkoordineret, og borgeren mødes af et tværfagligt tilbud om rehabilitering, der sikrer, at de på bedste vis genetablerer et velfungerende hverdagsliv. I andre tilfælde mødes de af mere fragmentariske tilbud, hvor arbejdsgange og organisatoriske grænser forhindrer fagpersoner i at yde den fagligt bedste indsats – til frustration for borgerne såvel som fagpersonerne selv. Der er samlet set sket meget, men der er fortsat rum til forbedring af det kommunale sundhedsvæsen.

Almen praksis er en akilleshæl

Almen praksis blev udråbt som nøglesten i fremtidens sundhedsvæsen på det tidspunkt i midten af 00’erne, hvor det stod klart, at det nære – det sammenhængende – sundhedsvæsen skulle udvikles og tage form, så det matchede en sygehusstruktur med stadig længere til sygehus og stadig kortere indlæggelsesforløb.

Siden er det begrænset, hvad der er sket. Vi har fortsat en struktur for almen praksis, hvor det er den enkelte læge i den enkelte praksis, der tager ansvar for og beslutter, om han eller hun vil tilbyde en given ydelse – eller helt lade være. Vi har fortsat en struktur, der understøtter praksisvariation, og som hverken vil matche den udvikling, der sker på sygehusniveau eller på kommuneniveau.

Det er en udfordring for os som borgere, fordi vores adgang til den rette behandling er afhængig af, om vi har valgt den rette læge. Det er samtidig en udfordring for de fagpersoner i kommuner og på sygehuse, der savner og ikke kan få den kvalificerede samarbejdspartner, de efterspørger, i det nære, sammenhængende sundhedsvæsen.

Der har gennem de seneste årtier været gjort en række forskellige forsøg med Integrated Care, hvor samarbejdet mellem almen praksis, kommuner og sygehuse struktureres og systematiseres i formaliserede samarbejder. Fælles for dem er, at de ikke har dokumenteret effekt på relevante effektmål. Det viser bl.a. en evaluering, som KORA netop har gennemført af forsøg med Integrated Care i Odense Kommune. Der må derfor sættes spørgsmålstegn ved, om det er muligt – i det eksisterende, danske sundhedsvæsen – at opnå succes med denne type af løsning.

Nye løsninger med eller uden almen praksis

Andre former for tværgående løsninger, der afprøves, og som vi endnu ikke kender effekten af, omfatter tværgående akutfunktioner, fremskudt visitation og forskellige former for kommunelæger. De har alle det til fælles, at de kompenserer for det strukturhul, der opstår i samarbejdet med almen praksis. De repræsenterer ikke nødvendigvis den bedste løsning, men den løsning, der er mulig i den givne struktur. De giver løsninger for de borgere og patienter, der er indskrevet i det kommunale sundhedsvæsen – men ikke for dem, der står udenfor.

Almen praksis spiller fortsat en væsentlig rolle for de borgere, der ikke er indskrevet i det kommunale sundhedsvæsen. De kontrollerer adgangen og repræsenterer en variation. Det almene medicinske speciale, der rummer muligheden for at se hele patienten, har en væsentlig rolle at spille. Men den nuværende struktur er en udfordring, og løsninger må findes for at sikre en ensartet høj kvalitet.

Der er 98 forskellige kommuner og tilsvarende praksisvariation. Dette er dog for intet at regne for den variation, der findes mellem 3.600 mere eller mindre individuelt praktiserende læger.

Kontakt

Pia Kürstein Kjellberg

Analyse- og forskningschef

4139 3528 / piak@vive.dk

Modtag vores nyhedsbrev