KORA og SFI er fusioneret. Vores nye navn er
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Se mere på vive.dk

Nyhed, 15. juni 2016

Familiesammenførte kommer hurtigt i job

Udskriv Del på

Mens nytilkomne flygtninge har svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet, er historien en helt anden for familiesammenførte. 65 procent kommer i job i løbet af de første tre år efter, de er kommet til Danmark.

Kantine s.12
To ud af tre familiesammenførte fra ikke-vestlige lande kommer i job i løbet af deres første tre år i Danmark. Modelfoto: Lisbeth Holten/KORA

To ud af tre voksne fra ikke-vestlige lande, der bliver familiesammenført, kommer i job i løbet af deres første tre år i Danmark.

- Det er bemærkelsesværdigt, at så mange familiesammenførte kommer i job, især hvis man sammenligner med nytilkomne flygtninge, hvor kun hver fjerde kommer i job, siger seniorforsker i KORA Iben Bolvig, der præciserer, at denne del af undersøgelsen ikke omfatter familiesammenførte til flygtninge.

Uden andet forsørgelsesgrundlag

Familiesammenførte har ikke ret til offentlig forsørgelse, når de kommer til Danmark. De, der ikke finder job, står derfor uden forsørgelsesgrundlag eller bliver i praksis forsørget af deres ægtefælle. Omkring hver fjerde af de familiesammenførte kommer ikke i job og har dermed slet ingen indtægt i løbet af de første tre år i Danmark.

- Vi kan ikke sige, om så mange kommer i job, fordi de ikke har andet forsørgelsesgrundlag, når de kommer til Danmark, og dermed har større motivation for at finde et job. Om det snarere skyldes deres netværk i Danmark, eller at de bare generelt er mere ressourcestærke. Jeg gætter på, at det er en blanding af alle faktorer, siger Iben Bolvig.

Netværk kan have betydning

Cirka halvdelen af de familiesammenførte fra ikke vestlige lande, der kommer til Danmark, flytter ind hos en indvandrer, der har været i landet i mindst tre år. Den anden halvdel flytter sammen med en dansker. Men det gør ikke umiddelbart den store forskel i forhold til deres tilknytning til arbejdsmarkedet.

- Det kan have en stor betydning for de familiesammenførtes jobsucces, at de har et godt netværk i Danmark gennem deres ægtefælle. Vi kan også se, at hver tredje familiesammenførte får et job næsten lige efter, de er kommet til Danmark. Det kunne tyde på, at de har et på hånden, før de bliver familiesammenført hertil, siger Iben Bolvig, og tilføjer:

- Under alle omstændigheder tror jeg, at vi vil kunne lære en masse ved at se nærmere på, hvad der ligger til grund for denne gruppes forholdsvis store succes på arbejdsmarkedet. 

 

Denne artikel er en del af en publikation om integration, som KORA har udarbejdet for Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet. Læs hele magasinet her.

Om undersøgelsen
  • KORA har undersøgt, hvor lang tid der går, fra en familiesammenført får ophold i Danmark, til personen kommer i beskæftigelse.
  • Analysen ser på, hvor ofte og hvor længe de familiesammenførte er i job eller uden forsørgelsesgrundlag.
  • Familiesammenførte til flygtninge indgår ikke i denne del af analysen.

Kontakt

Iben Bolvig

Seniorforsker

6169 8610 / ibbo@vive.dk

Modtag vores nyhedsbrev